Luk

Luk
Luk

Luk

B 28 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Da forslaget til folketingsbeslutning var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1975-76 fremsat forslag, henvises, for så vidt angår forslagets indhold m.v., til omtalen af nævnte forslag i Årbogen 1975-76, side 478 ff. Det kan dog nævnes, at forslagsstillerne i forbindelse med fremsættelsen af nærværende forslag henledte opmærksomheden på, at regeringen i forbindelse med augustforliget i 1976 havde givet tilsagn om at undersøge muligheden for gennemførelse af forslaget, jfr. Årbogen 1975-76, side 411.

Ved 1. behandling, hvor forslaget behandledes sammen med forslag til folketingsbeslutning om kommunale foranstaltninger til nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden (se nærmest følgende sag), udtrykte arbejdsministeren sympati for forslagets sigte, men fandt at en gennemførelse af forslaget rejste en række administrative og praktiske problemer, der måtte belyses nærmere. På linje hermed udtalte Bakholt (S) sig, medens Voigt (FP) ikke mente, at forslaget kunne løse problemerne omkring ungdomsarbejdsløsheden. Ordførerne fra V, CD, RV og KrF så velvilligt på forslaget, medens ordførerne fra SF, DKP, DR og VS udtalte sig imod forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Mogens Voigt (FP), Bertel Haarder (V), Grethe Fenger Møller (KF), Asger Lindinger (CD), Jørgen Jensen (DKP), Ole Henriksen (SF), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Ib Christensen (DR) og Kurt Hansen (VS)