I skrivelse af 7. marts 1977 anmodede justitsminister Orla Møller om folketingets fornyede samtykke efter grundlovens § 57 til den tiltale, der var rejst mod folketingsmedlem Mogens Glistrup for overtrædelse af straffeloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven med folketingets samtykke af 12. juni og 31. oktober 1974, fornyet af folketinget den 13. marts 1975. (Se herom årbog 1973-74, side 441, og årbog 1974-75, side 601 og 614). Ministeren henviste i skrivelsen til, at der nu på ny havde været afholdt nyvalg til folketinget, hvorved Mogens Glistrup var genvalgt.

Andragendet blev i overensstemmelse med forretningsordenens § 35, næstsidste pkt. henvist til udvalget for forretningsordenen, der — efter at have behandlet sagen — den 23. marts afgav en betænkning (B. sp. 75), som indeholdt følgende to indstillinger:

„Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets rnedlernrner) indstiller, at folketinget giver samtykke til, at justitsministerens anmodning imødekommes.

I anledning af de af mindretallet anførte betragtninger bemærker flertallet: det er gennem mangeårig praksis fastslået, at folketinget ikke ønsker, at tingets medllemmer skal være undtaget fra normal tiltale og retshåndhævelse i anledning af overtrædelse af borgerlig straffelov eller straffebestemmelser i særlovgivningen, hvorfor tinget i praksis altid imødekommer justitsministerens anmodning om samtykke i henhold til grundlovens § 57, 1. pkt. Grundlovens § 57, 1. pkt. tilsigter alene at beskytte folketingets medlemmer imod at blive udsat for vilkårlig politisk retsforfølgning fra regeringens side, og det forekommer klart, at der er er tale om en ganske normal retssag.

Når flertallet ikke har ønsket at fremme spørgsmål til justitsministeren om sagens realitet, skyldes det — som også anført i udvalgets betænkning af 10. marts 1975 — at der her er tale om en sag, hvis realitet ikke folketinget, men domstolene skal afgøre. Ligesom tidligere har udvalgsflertallet derfor afvist at medvirke til en procedure i udvalget for eller imod tiltalens berettigelse, som hører hjemme under sagens behandling for domstolene.

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) går imod den af regeringen ansøgte tilladelse om undtagelse fra reglen i grundlovens § 57.

Efter snart 74 måneders personforfølgelse, der blev startet af en konservativ minister og fulgt op af senere socialdemokratiske justitsministre, har erfaringerne fra dette umenneskelige sejpineri entydigt bekræftet, at der er tale om en usaglig politisk forfølgelse af lederen af landets største oppositionsparti. De andre partier vælger en for demokratiet farlig vej, når magtapparatet sættes ind imod hr. Glistrup i stedet for at imødegå den rejste kritik af vort skattesystem med argumenter og de nødvendige ændringer af skattelovene.

I løbet af godt seks år er det selvklart lykkedes at tappe hr. Glistrup for kræfter, fordi han må beskæftige sig med de rejste besynderlige beskyldninger, i stedet for at han kan anvende sin fulde kraft til at føre en oppositionspolitik, fremskridtspartiets vælgere har ønsket han skulle føre til gavn for landet.

Dette forhold blev yderligere understreget ved sidste folketingsvalg den 15. februar 1977, hvor betydelige dele af befolkningen viste ham tillid.

Det er rystende, at de andre partier fortsat udnytter deres flertalsposition til at sætte den demokratiske garanti, der ligger i § 57, ud af spil, fordi det vigtigste åbenbart er at frarøve hr. Glistrup den tid og kraft, det kræver at være leder af landets største oppositionsparti, ved at hr. Glistrup skal forsvare sig mod en vilkårlig ophobning af besynderlige beskyldninger.

Udvalgets flertal fremturer imod normal skik og brug ved at nægte fremskridtspartiets medlemmer af udvalget at stille relevante spørgsmål til justitsministeren, og man må undre sig over, at partiernes øvrige folketingsmedlemmer affinder sig med en sådan arrogant holdning over for befolkningen, der udelukker enhver realitetsbehandling af en for vort demokrati så vigtig sag.

Der er intet retfærdighedshensyn, der kan undskylde, at folketingets flertal vil undergrave hr. Glistrups muligheder for at varetage fremskridtspartiets vælgeres interesser i forbindelse med en ufuldstændig lovgivning, der takket være folketinget skaber millioner af ufrivillige danske skattesnydere."

Som bilag til betænkningen var optrykt justitsministerens skrivelse af 7. marts 1977.

Eneste behandling af indstilling fra udvalget for forretningsordenen fandt sted 25. marts (F. sp. 1262). I forhandlingen deltog Maisted (FP), Thorndahl (FP), Langsted (CD), Ole Olsen (SF), Mølgaard (DR), Lis Starcke (DR) og Wilhjelm (VS). Da det af Maisted var blevet kritiseret, at statsministeren ikke var til stede, oplyste finansministeren (Heinesen) i en kort bemærkning, at statsministeren var til EF's statschef- og regeringschefmøde i Rom.

Om de faldne udtalelser må i øvrigt henvises til tidenden.

Udvalgsflertallets indstilling vedtoges med 1'24 stemmer mod 26 (FP).