Luk

Luk
Luk

Luk

L 123 Lov om optagelse af statslån i udlandet.

Af: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 147 af 22-04-1977
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Ved loven bemyndiges finansministeren til at optage lån i udlandet til et samlet beløb af indtil 5.000 mill. kr. i udenlandsk valuta.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte finansministeren i sin fremsættelsestale:

„Danmarks udenlandske finansieringsbehov i 1977 kan opgøres til 10½-11 mia kr., hvilket er det beløb, som skal dækkes ved offentlig bruttolåntagning og privat nettolåntagning, hvis ikke valutalikviditeten samt det samlede beløb af aftalte, men utrukne lån skal forringes. Tallene herfor var ved udgangen af 1976 henholdsvis 6,3 mia kr. og 3,5 mia kr. og ved udgangen af februar 1977 henholdsvis 7,8 mia kr. og 3,4 mia kr. Hvor stor en del af det nævnte finansieringsbehov det offentlige, dvs. for langt den overvejende dels vedkommende staten, skal dække, afhænger af, hvor stor den private kapitalimport bliver. Noget egentligt skøn herfor kan ikke opstilles, men bliver året ikke som i 1976 præget af valutauro, kan man påregne en privat nettokapitalimport på nogle mia kr.

Det må anses for ønskeligt at gå ind i 1978 med en valutalikviditet samt reserver i form af aftalte, men utrukne lån, der tilsammen ikke er mindre end ved udgangen af februar i år. Følgelig bliver der behov for en betydelig yderligere statslig låntagning i indeværende år. De fleste iagttagere venter, at de gode lånemuligheder på de internationale kapitalmarkeder vil vare ved endnu nogen tid, men at en stramning kan indtræde senere på året. Det vil derfor være nødvendigt at tilvejebringe en ny statslig lånebemyndigelse snarest. For at opnå en ønskelig grad af bevægelsesfrihed foreslås den nye bemyndigelse sat til 5 mia kr.

Der resterer i henhold til lov nr. 555 af 30. november 1976 en bemyndigelse på ca. 1,5 mia kr."

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, centrumdemokraterne, Danmarks kommunistiske parti, socialistisk folkeparti, det radikale venstre og kristeligt folkeparti og blev ved 3. behandling vedtaget med 116 stemmer mod 28 (FP, DR); 4 medlemmer (VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Svend Andersen (FP), Ivar Hansen (V), Hagen Hagensen (KF), Jes Schmidt (CD), Tove Jørgensen (DKP), Alfred Andersen (SF), Grethe Philip (RV), Bent Honoré (KrF) og Alfred Hansen (DR)