Luk

Luk
Luk

Luk

L 154 Forslag til lov om enarmede tyveknægte m.v.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

„§ 1. Opstilling af spilleautomater skal af ejeren anmeldes til toldvæsenet. Undladelse heraf straffes med bøde.

§ 2. I automaterne må kun anvendes danske gangbare skillemønter. Alle automater skal forsynes med godkendte tælleværker for indkast.

§ 3. Af indkastet i automaterne betales en afgift til staten på 15 pct., hvorhos indtjeningen momses normalt.

§ 4. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter de nærmere regler til sikring af, at statsafgiften beregnes og betales behørigt, herunder bestemmelser om godkendelse af tælleværker for indkast og om plombering.

§ 5. Overtrædelse af de i medfør af § 4 udfærdigede regler straffes med bøde.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1978. Samtidig ophæves § 26 i restaurationslov nr. 121 af 25. marts 1970, som denne er ændret ved lov nr. 507 af 29. november 1972."

Om baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget anfører forslagsstillerne bl. a.:

„Det hidtil benyttede system med en blanding af 25-ører og særskilte spillemønter generer det spillende publikum og er udslag af utidigt statsformynderi. Systemet frister til udbredte ulovligheder, bl. a. fordi det nogle steder er lovligt at give varer for spillemønter, andre steder ikke — ordninger, som publikum ikke kan forstå, og som også ganske savner mening. Dertil kommer, at det forvolder betydelige gener både for bankvæsenet (spillemønter indgår blandt skillemønt) og for automatindehavere (cirkulation af falske poletter, der ofte falbydes til underpris). I Sverige og i andre EF-lande er det tilladt at udbetale gevinster i kontanter. Tiden er derfor løbet fra den danske ordning.

Efter de gældende regler er det kommunerne, der fastsætter og opkræver faste afgifter for automaterne. Dette er ikke tilfredsstillende. Fra kommune til kommune er der meget stor forskel i de opkrævede afgifter.

Fremskridtspartiet mener, at der bør betales en afgift til staten, der udgør en procentdel af de foretagne indkast, og at man samtidig liberaliserer driften på de omhandlede automater.

Partiet er opmærksom på, at der herved yderligere gøres et indhug oven i de mange tidligere mod hasardreglerne i straffelovens §§ 203 og 204, og er parat til at se på, hvorvidt også disse regler bør moderniseres.

Nyordningen foreslås iværksat ved førstkommende årsskifte."

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Ole Maisted (FP), Leif Glensgård (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Hagen Hagensen (KF), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Arne Bjerregaard (KrF), Niels Mølgaard (DR) og Bernhard Baunsgaard (RV)