Luk

Luk
Luk

Luk

L 219 Lov om tillægsbevilling for finansåret 1. april 1977-31. marts 1978, I.

(Beskæftigelsesfremme m. v.).

Af: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. B 5 af 14-09-1977
Lov B. nr. 5 af 14. september 1977.

Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som led i en række forslag fremsat dels af regeringen dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. 1. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig indgået mellem partierne S, V, KF, og RV.

Den vedtagne tillægsbevillingslov indeholdt merudgifter på ca; 448 mill. kr., hvoraf ca. 18 mill. kr. tilkom i form af ændringsforslag under lovforslagets behandling i folketinget.

Om lovforslagets formål og indhold anførte finansministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„Forslaget er udarbejdet med henblik på at samle de bevillingsforslag, som indgår i regeringens beskæftigelsesplan, og hvorom der ikke i øvrigt i folketingets ekstraordinære samling i august 1977 fremsættes lovforslag.

I beskæftigelsesplanen udgør den samlede udgift til disse forslag ca. 470 mill. kr. i 1977-78.

Forskellen mellem denne udgift og tillægsbevillingslovens nettoudgift på ca. 330 mill. kr. skyldes dels, at tillægsbevillingsforslaget tillige indeholder forslaget om forhøjede statsbanetakster (merindtægt i 1977-78 ca. 56 mill. kr.) dels, at beskæftigelsesplanen i enkelte forslag angiver tilsagnsrammer (tilskud til energiforskning, egnsudvikling og moderniseringsstøtte), medens tillægsbevillingsforslaget angiver de forventede faktiske udbetalinger, og dels endelig at statens udgifter til arbejdsformidlingen og mobilitetsfremme refunderes med et års efterslæb.

Idet jeg med hensyn til de enkelte poster i bevillingslovforslaget og regeringens beskæftigelsesplan i øvrigt skal henvise til statsministerens redegørelse, skal jeg anbefale forslaget til velvillig behandling i det høje ting.

Under lovforslagets 2. behandling fremsattes to forslag om motiveret dagsorden.

Svend Andersen (Rosk. a.) (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget beklager den af regeringen søndag den 28. august 1977 foretagne nedskrivning af den danske krone, som:

- forringer lønnens købekraft,

- fremmer inflationen — og

- forøger Danmarks gæld til udlandet.

Tinget fortsætter derefter behandlingen af lovforslaget."

Wilhjelm (VS) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer,

- at der allerede sker en nedgang i den disponible købekraft for almindelige lønmodtagere,

- at indgreb mod den automatiske dyrtidsregulering yderligere vil reducere købekraften,

- at sådanne indgreb i særlig grad rammer de lavtlønnede,

- at formindskelsen af købekraften vil forøge arbejdsløsheden, og

- at statens forpligtelser i forbindelse med dyrtidsindgrebet vil forøge kasseunderskuddet med godt 1 mia kr. i 1977-78 og med omkring 4 mia kr. i 1978-79,

opfordrer tinget regeringen til at fremsætte forslag om ophævelse af lov nr. 230 af 2. juni 1977 om midlertidig indbetaling fra staten til Arbejdsmarkedets Tillægspension af visse dyrtidsportioner, således at alle virkninger af nævnte lov fra dens delvise ikrafttræden den 1. juni 1977 ophæves og forfaldne dyrtidsportioner på normal vis betales af arbejdsgiverne direkte til de ansatte.

Tinget fortsætter derefter behandlingen af lovforslaget."

Ved den efter forhandlingens afslutning følgende afstemning forkastedes de to dagsordensforslag.

Det af Svend Andersen (Rosk. a.) (FP) fremsatte forslag forkastedes med 124 stemmer mod 35 (FP, V og DKP).

Det af Wilhjelm (VS) fremsatte forslag forkastedes med 111 stemmer mod 47 (FP, SF, DKP, VS og DR).

Under lovforslagets 3. behandling fremsattes ligeledes to forslag om motiveret dagsorden.

Gert Petersen (SF) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget opfordrer regeringen til at forberede og i det nye folketingsårs begyndelse i oktober 1977 at fremsætte forslag vendt imod arbejdsfri kapitalgevinster, herunder

- forslag om en socialt udformet aftrapning af ejerboligsubsidieringen med sigte på en skattemæssig ligestilling af ejere og lejere,

- forslag om indgreb over for mulighederne for at optage lån på grundlag af værdistigningerne og

- forslag om en effektiv bremse på kommende inflationsskabende kapitalgevinster.

Tinget fortsætter dermed behandlingen af lovforslaget."

Tyroll (VS) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget udtaler,

- at alle langtidsarbejdsløse med udsigt til at falde for 26 ugers reglen skal have tilbud om arbejde eller uddannelse i god tid inden dette sker,

- at indtægten under uddannelsesforløbet ikke må være lavere end den hidtidige arbejdsløshedsunderstøttelse,

— at uddannelsestilbuddene skal være af en sådan art, at det er muligt at opnå beskæftigelse,

- at hvis der herefter skulle være personer, som ikke opfylder kravet om 26 ugers arbejde, så må deres økonomiske forhold ikke forringes i forhold til den hidtidige arbejdsløshedsunderstøttelse,

fortsætter tinget behandlingen af lovforslaget."

Ved den efter forhandlingens afslutning følgende afstemning forkastedes de to dagsordensforslag.

Det af Gert Petersen (SF) fremsatte forslag forkastedes med 132 mod 21 (SF, DKP, DR og VS).

Det af Tyroll (VS) fremsatte forslag forkastedes med 138 stemmer mod 15 (SF, DKP og VS).

Ved den endelige afstemning efter 3. behandling vedtoges tillægsbevillingsforslaget med 115 stemmer mod 29 (FP, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Erling Olsen (S), Svend Andersen (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Freddy Madsen (DKP), Gert Petersen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)