Luk

Luk
Luk

Luk

L 62 Forslag til lov om ændring af lov om folkepension.

(Ændring af regler om udbetaling af pension).

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m.v. (Ændring af regler om udbetaling af pension) og forslag til lov om ændring af lov om pension til enker m.fl. (Ændring af regler om udbetaling af pension). (Se A. II, 2. saml. nr. 87 og 88).

Disse 3 lovforslag, omhandlende ændrede udbetalingsregler for pension under pensionisternes ophold på somatisk sygehus, såfremt der herunder træffes beslutning om indlæggelse på plejehjem, var uændrede genfremsættelser af lovforslag fra 1. samling, hvorfor der henvises til det ovenfor under A. II. 1. saml. nr. 124-126 anførte.

Lovforslagene blev sat til 1. behandling under et sammen med det af socialministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lovene om folke- invalide- og enkepension. (Nedsættelse af aldersgrænsen for førtidig folkepension fra 60 år til 55 år m.v.). (Se A. I. nr. 121). Dette lovforslag var ligeledes en genfremsættelse af et i 1. samling fremsat lovforslag, men var udvidet til at omfatte indførelse af en bestemmelse om, at der i den ovenfor beskrevne situation ydes enlige pensionister et beløb til dækning af udgifter til husleje og lignende, hvortil naturligvis kommer lommepenge.

Som det ses, sigtede denne bestemmelse og de 3 lovforslag på at sikre pensionisten muligheden for at beholde sin lejlighed indtil selve plejehjemsanbringelsen har fundet sted. Der var ret betydelig forskel på den måde, hvorpå henholdsvis socialministeren og de private lovforslagsstillere ville opnå formålet.

De 3 lovforslag fik ved 1. behandling kun tilslutning af de ordførere, der stod som forslagsstillere, samt fra Jørgen Junior (FP), idet de øvrige ordførere, med en enkelt undtagelse, tilsluttede sig socialministerens forslag til ændring af udbetalingsreglerne.

I betænkningen over socialministerens ovennævnte lovforslag stillede et mindretal, bestående af forslagsstillerne og Jørgen Junior (FP), ændringsforslag i fuldstændig overensstemmelse med de her omhandlede lovforslag. Disse ændringsforslag forkastedes, hvorved folketinget for så vidt tog stilling til lovforslagene, som socialudvalget herefter ikke afgav betænkning over.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Jørgen Junior (FP), Nathalie Lind (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Inge Krogh (KrF), Grethe Philip (RV), Lis Starcke (DR) og Carl Thio Tyroll (VS)