Luk

Luk
Luk

Luk

B 37 Forslag til folketingsbeslutning om effektivisering af monopolkontrollen.

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget havde følgende indhold:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af den gældende monopollov med henblik på en effektivisering af monopolkontrollen.«

Fra forslagets bemærkninger skal især fremhæves følgende:

»Forslaget tilsigter at øge beskæftigelsen, bedre betalingsbalancen og forbedre levefoden her i landet ved at begrænse den udhuling af konkurrenceevnen og levefoden for de erhvervsaktive inden for konkurrenceerhvervene (herunder eksport- og de importkonkurrerende erhverv), som monopolernes alt for frie udfoldelsesmuligheder giver mulighed for. Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, nægtelse af retsgyldighed for sådanne, øgede beføjelser for monopoltilsynet til at overvåge og gribe ind, hvor der forekommer konkurrencebegrænsninger - herunder markedsaftaler, leveringsnægtelser, monopolistisk prisfastsættelse m. v. - er blandt de midler, der skal peges på for opnåelsen af disse formål. Monopoltilsynet bør atter sikres forudgående kontrol med tilsigtede prisforhøjelser inden for monopolistiske brancher, og udbytter indvundet ved overtrædelse af en af monopoltilsynet truffet afgørelse bør konfiskeres.«

Forslaget blev fremsat samtidig med forslag til folketingsbeslutning om lettelse af erhvervenes administrative byrder, se nærmest foranstående sag. Af den fælles fremsættelsestale fremgår også, at forslagene skal ses som et forslag til en omlægning af monopoltilsynets ressourceanvendelse med effektiviseret resultat til følge.

Forslaget var, ligesom det foran omtalte, en genfremsættelse af et i folketingsåret 1976-77 fremsat forslag til folketingsbeslutning om effektivisering af monopolkontrollen, omtalt i folketingsårbogen 1976-77, side 613. Forslagene var dog samlet i ét forslag til folketingsbeslutning.

Forslaget kom til 1. behandling sammen med det nævnte forslag til folketingsbeslutning om lettelse af erhvervenes administrative byrder. Der henvises til omtalen herunder.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Poul Nielson (S), Hans Christian Hansen (FP), Jens Peter Jensen (V), Arne Melchior (CD), Karl Kjelgaard (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Ib Christensen (DR), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jens Jørgen Bolvig (RV)