Luk

Luk
Luk

Luk

B 71 Forslag til folketingsbeslutning vedrørende beskatning af erhvervsvirksomheders overførsel af værdier til medarbejderfonds.

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat, jfr. lovbekendtgørelse nr. 454 af 19. juli 1977, således at overførsel af værdier til medarbejderfonds under visse omstændigheder kan ske uden beskatning.«

I de ledsagende bemærkninger oplystes bl. a. følgende om baggrunden for forslaget:

»Formålet med den foreslåede lovændring er, at man i alle tilfælde, hvor en virksomheds værdier helt eller delvis overdrages til en medarbejderfond, skal indskrænke sig til at beregne den særlige indkomstskat af den reelle afståelsessum i stedet for af den værdiansættelse, der er lagt til grund ved påligningen af den almindelige skat. Som det vil ses, bliver konsekvensen af dette forslag, at hvis værdier overlades vederlagsfrit eller for en sum, der ikke overstiger anskaffelsesummen, bliver der ikke nogen særlig indkomstskat at udrede.«

Forslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1976-77 (2. samling) fremsat forslag (se Folketingsårbog 1976-77, side 624).

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Enrico Møller Andersen (S), Uffe Thorndahl (FP), Jeppe Kristensen (V), Niels Bollmann (CD), John H. Winther (KF), Ole Olsen (SF), Svend Hjortlund Christensen (DR), Kaj Hansen (DKP) og Bernhard Baunsgaard (RV)