Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Det væsentligste indhold af loven, der i hovedsagen trådte i kraft den 1. januar 1978, kan gengives således:

1) Satsen for feriegodtgørelse forhøjes fra 9½ til 10 pct.

2) Ferietillægget, der ydes til lønmodtagere, der er antaget månedsvis m. v. og får løn under ferie, forhøjes fra 3/4 til 1 pct.

3) Feriegodtgørelsen til lønmodtagere, der er ansat månedsvis m. v. og får ferie med løn, og som forud for et optjeningsårs begyndelse kræver feriegodtgørelse af lønnen i dette optjeningsår, forhøjes fra 9 til 9½ pct.

4) Der gives lønmodtagere, der ikke har optjent ret til 24 dages ferie med feriegodtgørelse eller løn, ret til at få antallet af feriedage suppleret op til 24 dage, uden at der hertil er knyttet ret til feriegodtgørelse eller løn, dog således at lønmodtagere kun kan kræve ferie i 6 dage efter ferieperiodens udløb den 30. september.

Om baggrunden m. v. for det fremsatte lovforslag udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale:

»Baggrunden for forslaget er, at det af forligsmanden den 24. marts 1977 fremsatte mæglingsforslag, der ved lov nr. 137 af 15. april 1977 om forlængelse af visse kollektive overenskomster blev ophøjet til lov, indeholdt en bestemmelse om forhøjelse af satsen for feriegodtgørelse fra 9½ til 10 pct.

I overensstemmelse med den praksis, der foreligger med hensyn til ændringer i ferieloven, foreslår regeringen, at der i loven gennemføres en tilsvarende ændring, således at forhøjelsen af satsen for feriegodtgørelse kommer til at gælde generelt.

Regeringen har samtidig fundet det rigtigt, at der i loven medtages en bestemmelse om, at lønmodtagere i hvert ferieår får ret til at holde ferie, selv om de i det foregående kalenderår - optjeningsåret - ikke har optjent ret til sædvanlig ferie på grundlag af beskæftigelse.

Forslaget går derfor ud på, at lønmodtagere har ret til at få suppleret antallet af feriedage op til 24 dage i hvert ferieår, uden at der hertil er knyttet ret til feriegodtgørelse eller løn, dog således at lønmodtagere kun kan kræve ferie i 6 dage efter ferieperiodens udløb den 30. september.

Herudover indeholder lovforslaget enkelte ændringer, hvorom der henvises til bemærkningerne til disse forslag.«

Med hensyn til den af arbejdsministeren omtalte lov om forlængelse af visse kollektive overenskomster henvises til omtalen i Folketingsårbog 1976-77, side 153ff.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbelutning om en uges ekstra ferie for særligt udsatte grupper (af Ole Henriksen (SF) m. fl.) (se B. II. nr. 2).

I den af udvalget afgivne betænkning stillede arbejdsministeren 2 ændringsforslag svarende til det ovenfor under 2) og 3) beskrevne. Disse ændringsforslag blev tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og DR). Endvidere stillede et mindretal (V, KF og CD) ændringsforslag om, at den ovenfor under 4) beskrevne ændring skulle udgå.

Efter at de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og det af et mindretal stillede ændringsforslag forkastet, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning stillede arbejdsministeren ændringsforslag om, at den under 2) beskrevne ændring først skulle træde i kraft den 1. april 1979. Tillægsbetænkningen indeholder endvidere en udtalelse fra et mindretal (SF og VS) om tidligere arbejdsløses mulighed for at udnytte den under 4) beskrevne ændring, hvorom må henvises til tillægsbetænkningen.

Efter at det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget uden afstemning, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 125 stemmer mod 29 (FP og DR).