Luk

Luk
Luk

Luk

L 106 Lov for Færøerne om folkeskolen.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 51 af 14-02-1979
Ved loven overføres administrationen og den regeludstedende myndighed vedr. folkeskolen på Færøerne til hjemmestyret efter § 9 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre. Ifølge § 7 fastsætter Færøernes hjemmestyre de nærmere regler om folkeskolen på Færøerne, herunder om formål og styrelse, undervisningens indhold, omfang og tilrettelæggelse samt undervisningspligtens opfyldelse. Dette skal ske i overensstemmelse med lovens øvrige bestemmelser, der indeholder de generelle rammer, inden for hvilke hjemmestyrets regeludstedelse kan ske.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov for Færøerne om læreruddannelsen, forslag til lov for Færoerne om fritidsundervisning m.v. og forslag til lov for Færøerne om handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler (se de nærmest følgende sager).

Ved den skriftlige fremsættelse oplyste undervisningsministeren bl.a. følgende om lovforslaget og de øøvrige 3 lovforslag i lovkomplekset:

»Baggrunden for de fire lovforslag er et af Færøernes landsstyre over for regeringen fremsat ønske om, at der i henhold til § 9 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre sker en overførelse af administrationen til de færøske myndigheder af de områder af det færøske skole- og uddannelsesvæsen, som ikke er overtaget som særanliggende i henhold til hjemmestyrelovens § 2, det vil sige folkeskolen, læreruddannelsen, fritidsundervisning m.v. og erhvervsskolerne, og at det færøske hjemmestyre i forbindelse hermed i videst muligt omfang bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for de pågældende områder.

De fire forslag, hvortil udkast er udarbejdet af et udvalg bestående af repræsentanter udpeget dels af landsstyret, dels af statsministeriet og undervisningsministeriet, bygger således på det princip, at de af forslagene omfattede skole- og uddannelsesområder som hidtil skal administreres som fællesanliggende inden for hjemmestyrelovens rammer, men således at de hidtidige mere udførlige love og anordninger m.v. afløses af nogle kortfattede rigslove, der indeholder de grundlæggende bestemmelser for de pågældende områder og i øvrigt bemyndiger Færøernes hjemmestyre til at fastsætte de nærmere regler på de områder, som bemyndigelseslovene omfatter.

Ifølge forslagene forudsættes de nugældende tilskudsordninger for de respektive områder opretholdt uændret indtil videre, og forslagene forudsættes ikke at ville medføre merudgifter for staten i forhold til de nuværende ordninger. Der skal fortsat til undervisningsministeriets godkendelse indsendes årlige budgetter, på grundlag af hvilke forslag til de respektive finanslovbevillinger udarbejdes. Forslaget vedrørende læreruddannelsen forudsætter, at seminariet i Thorshavn opretholdes som statsinstitution, og at de til læreruddannelsen og seminariets drift nødvendige bevillinger som hidtil afholdes af de årlige finanslove.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget uden forudgående udvalgsbehandling vedtaget med 151 stemmer mod 26 (FP).
Partiernes ordførere
Johan Nielsen (S), Bent Wissing (FP), Joen Pauli Ellefsen (V), Gerda Møller (KF), Mimi Jakobsen (CD), Ebba Strange (SF), Gertrud Stjernholm Nielsen (DKP), Alfred Hansen (DR), Ole Vig Jensen (RV), Christian Christensen (KrF) og Steen Folke (VS)