Luk

Luk
Luk

Luk

L 132 Lov om ændring af lov for Grønland om salg og servering af stærke drikke.

Af: Minister for Grønland Jørgen Peder Hansen (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 110 af 21-03-1979
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om Grønlands hjemmestyre (se A. I., nr. 35).

Ved loven ændres definitionen af begrebet »stærke drikke« til også at omfatte drikkevarer med forholdsvis ringe alkoholindhold. Desuden forbydes hjemmefremstilling af stærke drikke, ligesom indførsel af materialer hertil forbydes.

Endelig overføres bemyndigelsen til at fastsætte bestemmelser om rationering m.v. af stærke drikke fra ministeren for Grønland til landsrådet (nu: landsstyret).

Om baggrunden for lovforslaget oplyses i de ledsagende bemærkninger bl. a.:

»Forbruget af alkoholiske drikkevarer i Grønland har gennem de senere år trods gennemførelse af en række lokalt fastsatte restriktioner udvist en stigning, som har givet anledning til voksende uro og bekymring såvel hos de grønlandske politiske organer som hos befolkningen.

Under indtryk heraf besluttede Grønlands landsråd at lægge spørgsmålet om indførelse af et spiritusforbud eller en rationering ud til en vejledende folkeafstemning. Denne fandt sted den 20. juni 1978 og gav til resultat, at et flertal af vælgerne foretrak en rationering.

Grønlands landsråd drøftede derefter sagen under sin ordinære samling i oktober 1978.

Der var i landsrådet overvejende stemning for indførelse af en rationeringsordning. Endvidere fandt landsrådet det påkrævet, at der bliver indført forbud mod hjemmefremstilling af stærke drikke og indførsel af malt, humle og ekstrakter, som sædvanligvis alene benyttes til hjemmefremstilling af sådanne drikke. Endelig ønskede landsrådet definitionen af begrebet stærke drikke ændret.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 118 stemmer mod 22 (FP), medens 11 (DKP, VS og Therkel Christensen) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Helge Dohrmann (FP), Anders Fogh Rasmussen (V), Johannes Burgdorf (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD), Ib Nørlund (DKP), Svend Haugaard (RV) og Otto Steenholdt (UFG)