Luk

Luk
Luk

Luk

L 162 Lov om midlertidige statstilskud til visse strukturforbedringer m.m. inden for fiskeriet.

Af: Fiskeriminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 177 af 03-05-1979
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Ved loven bemyndiges fiskeriministeren til inden for et beløb af 20 mill. kr. i finansåret 1979 og 19 mill. kr. i finansåret 1980 at yde statstilskud til formål, der er nævnt i denne lov. Den del af beløbsrammen, der ikke er udnyttet i et finansår, kan overføres til det følgende finansår.

Om ydelse af tilskud fastsætter loven bl. a., at fiskeriministeren kan yde tilskud med 25 pct. af de af ham godkendte udgifter til investeringer, der gennemføres om bord på fiskerfartøjer for at øge produktiviteten ved fangsternes behandling, herunder investeringer, der gennemføres med henblik på at øge anvendelsen af fangsterne til konsumformål.

Tilskud kan kun ydes til investeringer i fartøjer over 5 BRT, der ved lovens ikrafttræden er registrerede som fiskerfartøjer her i landet, og hvis ejere er erhvervsfiskere, jfr. saltvandsfiskeriloven.

Endvidere kan fiskeriministeren yde tilskud til fiskeri til konsum efter fiskebestande, der hidtil kun i begrænset omfang har været udnyttet hertil, udøvet af fartøjer, der opfylder betingelserne, som er anført foran.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste fiskeriministeren i den skriftlige fremsættelse bl. a., at forslaget tilsigter dels at imødekomme en indstilling fra fiskerikommissionen af 9. juni 1975 om en videreførelse af den i juni 1977 indførte strukturtilskudsordning for fiskeriet med henblik på en bedre fangstudnyttelse, dels at fremme fiskeriet efter fiskebestande, der hidtil i for ringe grad har været udnyttet af danske fiskere til konsumformål.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om midlertidig statsstøtte til fiskerfartøjers ophør med deltagelse i dansk erhvervsfiskeri og forslag til lov om regulering af fiskeriet (se nærmest følgende sager).

Ved 3. behandling blev forslaget vedtaget med 105 stemmer mod 33 (FP, DKP, DR og VS).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Finnur Erlendsson (FP), Kristen Østergaard (V), Oluf von Lowzow (KF), Therkel Christensen (CD), Ib Bjørn Poulsen (SF), Karl Møller (DKP), Niels Mølgaard (DR), Svend Haugaard (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Kurt Hansen (VS)