Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter lovforslaget skal en arbejdsgruppe på 37 medlemmer kulegrave problemerne omkring løn- og arbejdsvilkår i 1981 og følgende år. I arbejdsguppens overvejelser skal indgå løsningsmuligheden lønfremgang gennem skattenedsættelse.

Af de 37 medlemmer af arbejdsgruppen udgør 4 et formandskab, én udpeges af forligsinstitutionen, én af arbejdsretten, én af det økonomiske råds formandskab og én af Danmarks Nationalbank.

Ethvert politisk parti, som ved lovens bekendtgørelse er opstillingsberettiget til folketinget, udpeger ét medlem af arbejdsgruppen. Derudover udpeger socialdemokratiet fire medlemmer, fremskridtspartiet og venstre hver ét.

Arbejdsgruppens resterende medlemmer udnævnes af LO (4), FTF (3), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (1), Dansk Arbejdsgiverforening (3), Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark i fællesskab (1),
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere (1), Danmarks Rederiforening (1), Industrirådet (1) og Grosserer-Societetet (1).

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

»Samtlige store overenskomstsituationer siden 1973 er blevet løst af folketinget, jfr. lov nr. 48 af 11. marts 1975, lov nr. 137 af 15. april 1977 og lov nr. 129 af 29. marts 1979.

Hver gang har folktinget handlet under et enormt tidspres, så der alene har været mulighed for den mest nødtørftige behandling af nogle ikke særlig velforberedte regeringsforslag.

Resultatet er blevet, at der på mangfoldige områder har udviklet sig utidssvarende urimeligheder og uretfærdigheder på arbejdsmarkedet.

Af den skete skade burde folketinget blive så klog, at tinget i hvert tilfælde nu går i gang med at forberede et saglig forsvarligt grundlag for det tilfælde, at det også i 1981 skulle blive folketinget, der skal løse overenskomstproblemerne.

Ved det foreliggende lovforslag tages der ikke stilling til, om det vil være ønskeligt, at overenskomstsituationen i 1981 løses på den ene eller anden måde. Der søges alene tilvejebragt et beredskab for det tilfælde, at der også i 1981 bliver brug for folketingsindgreb, så dette kan ske så sagligt velfunderet som overhoveder muligt, hvilket er særdeles påkrævet. Der er jo tale om fundamentet for hundredtusindvis af familiers økonomi og arbejdssituation i årene 1981-83.

Samfunds- og arbejdsforhold, teknologi og meget andet har ændret sig stærkt i perioden siden overenskomstafslutningen i 1973 og vil have ændret sig endnu mere, når der skal fastlægges løn- og arbejdsvilkår, som strækker sig helt frem til 1983.

Fremskridtspartiet har masser af, gange tidligere råbt for døve øren med de samme åbenbart korrekte oplysninger, men særligt nu afdøde minister Per Hækkerup var - tydeligvis af rent partitaktiske grunde - stærkt modstander af fremskridtsinitiativerne. Så langt som Danmarks økonomi nu er kommet ud i tovene, må der imidlertid snart være flere og flere, som kan indse, at det ikke nytter noget at fortsætte med at prisgive landets økonomi af hensyn til socialdemokratisk partiegoisme, som opfattes på den måde, at det blot gælder om at skubbe ubehagelighederne længst muligt ud i tid og så håbe på, at noget vil vise sig.

Af de tidligere fremskridtsinitiativer skal nævnes beslutningsforslag nr. B 30 af 15. november 1977, som med henblik på overenskomstsituationen i 1979 foreslog et seksdøgnsarbejdsmøde i februar 1978 (se Folketingstidende 1977-78, forhandlingerne sp. 1911 og 4178 samt tillæg A, sp. 1565). Når fremskridtsforslaget denne gang teknisk er udformet noget anderledes, beror det ikke på, at fremskridtspartiet på nogen måde har fortrudt, hvad det anførte i forbindelse med nævnte forslag til folketingsbeslutning. Forholdet er imidlertid det, at Danmarks situation i de mellemliggende år er blevet yderligere forværret, og der er derfor brug for et endnu mere omfattende kulegravningsarbejde, end der var i november 1977. Derfor fremkommer fremskridtsforslaget med henblik på overenskomstsituationen i 1981 forholdsvis tidligere. Fremskridtspartiet mener imidlertid fortsat, at den i lovforslaget omhandlede arbejdsgruppe vil gøre klogt i at holde et seksdøgnsarbejdsmøde som et led i sit virke ganske overensstemmende med, hvad der nærmere er beskrevet i forslaget af 15. november 1977.

Når det i stk. 2 særligt fremhæves, at problemerne vedrørende lønfremgang igennem skattenedsættelse skal dyrkes af den foreslåede studiekreds, beror det på, at her er et løsningsmiddel, som alene kan bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor folketinget er inde i fastlæggelsen af løn- og arbejdsvilkårene for en kommende overenskomstperiode. Som det fremgår af lovforslaget, skal også andre problemer i forbindelse med den kommende overenskomstsituation kulegraves helt til bunds.«

Med hensyn til det ovenfor omtalte beslutningsforslag kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1977-78, side 543.

Ved 1. behandling blev lovforslaget afvist af såvel arbejdsministeren som de fleste af de øvrige partiers ordførere. Kun ordførerne fra RV og KrF syntes at have nogen sympati for lovforslaget.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.