Ved lovforslaget tilsigtedes at ophæve lov nr. 236 af 6. juni 1968 om forsyningsmæssige foranstaltninger samt at ophæve de bestemmelser, der er besluttet med hjemmel i denne lov.

I de fyldige bemærkninger til lovforslaget anførtes om baggrunden for forslaget bl. a. følgende:

»Man kan derfor klart fastslå, at den hidtidige regeringsanvendelse af den enorme bemyndigelse i loven om forsyningsmæssige foranstaltninger har været benyttet til indgreb af meget tvivlsom effekt. Indgreb, der under ingen omstændigheder har været nødvendige at gennemføre i et tempo, der var hurtigere, end det ville være tilfældet, hvis indgrebene blev besluttet efter en normal behandling i folketinget.

Herigennem har regeringerne devalueret både hensigten med og indholdet af loven om forsyningsmæssige foranstaltninger.

Regeringerne har samtidig på en i forhold til foranstaltningerne helt urimelig måde frataget folketingsmedlemmerne den grundfæstede rettighed, de har i medfør af grundlovens § 42, stk. 1, hvori det er bestemt:

»Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer inden for en frist af 3 søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse over for formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.«

Bemyndigelsesbestemmelsen i loven om forsyningsmæssige foranstaltninger er efter sine forudsætninger rettet imod pludseligt opståede katastrofesituationer, hvor en hurtig, effektiv og kvalificeret indsats er påkrævet. Sådan er bemyndigelsen som tidligere anført ikke blevet anvendt. Bemyndigelsen er tværtimod af regeringerne blevet groft misbrugt til indgreb, der burde være blevet behandlet og vedtaget efter grundlovens almindelige regler.«

Lovforslaget blev ikke undergivet 1. behandling.