Luk

Luk
Luk

Luk

L 87 Dykkerlov.

Af: Handelsminister Arne Christiansen (V)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 214 af 23-05-1979
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven ajourfører dykkerloven af 5. marts 1958 på baggrund af den tiltagende virksomhed, som dykkere udfører under havets overflade med placeringer af tekniske installationer på havbunden samt tilsyn med og vedligeholdelse af disse og undersøgelser og forskning i forbindelse hermed.

Formålet med loven er således at øge sikkerheden for den enkelte dykker under indtryk af den udvikling, som foregår med dykkeraktiviteter på stadig større dybder og af stadig større omfang.

§ 1 fastsætter, som den tidligere lov, at den, der erhvervsmæssigt udfører dykkerarbejde på dansk territorium eller fra dansk skib, skal være i besiddelse af erhvervsdykkerbevis.

§§ 2 og 3 opregner, hvilke dykkerbeviser der kan udstedes, og § 4 fastlægger betingelserne for erhvervelse af dykkerbeviser, nemlig at personen er fyldt 18 år, men ikke 40 år, har gennemgået en af handelsministeren fastsat lægeundersøgelse med tilfredsstillende resultat og har bestået den til beviset svarende dykkerprøve ved en af handelsministeren godkendt dykkerskole.

Ifølge § 5 fastsætter handelsministeren regler om dykkerprøver og om disses afholdelse.

§§ 5, 6, 7 og 8 fastlægger betingelserne for at bevare gy/digheden af erhvervsdykkerbeviset, herunder især kravet om lægeundersøgelse, der skal foretages hvert femte år. Er dykkeren fyldt 40 år, skal undersøgelsen foretages hvert andet år, og er han fyldt 60 år, da skal den foretages hvert år.

Ifølge § 9 fastsætter handelsministeren bestemmelser om dykkerudrustningers og andet dykkermateriels indretning og udstyr m. v.

§§ 10 og 11 kræver, at enhver dykkerudrustning m. v., der bringes i handelen her i landet, skal være af en godkendt type, og den godkendelse foretages af direktøren for statens skibstilsyn.

§ 12 pålægger dykkeren, der anvender en dykkerudrustning, at sikre sig, at denne er i orden, hver gang den tages i brug.

Handelsministeren fastsætter regler om dykkerarbejdes sikre udførelse, om betryggelse af dykkere og af hjælpepersonel under arbejde (lovens § 13).

§ 14 indeholder dispensationsbeføjelser fra lovens bestemmelser og § 15 straffebestemmelser.

Loven træder i kraft 1. januar 1980.

Som det fremgår af loven, indeholder denne hjemmel til udfærdigelse af en række administrative forskrifter. Herom skriver handelsministeren i sine bemærkninger, at han, ved udfærdigelsen af disse, vil tage hensyn til sikkerheden for de enkelte dykkere.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget ved 3. behandling med 135 stemmer.
Partiernes ordførere
Jens Peter Lerke (S), John Arentoft (FP), Jeppe Kristensen (V), Birgith Mogensen (CD), Niels Kallesøe (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Alfred Hansen (DR), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jens Jørgen Bolvig (RV)