Luk

Luk
Luk

Luk

B 36 Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den anden Lomé-konvention AVS-EØF med dertil knyttede protokoller og slutakt, aftale om varer henhørende under Det europæiske Kul- og Stålfællesskab samt intern aftale om finansiering og forvaltning af Fællesskabets bistand

Af: Udenrigsminister Kjeld Olesen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til markedsudvalget. Beslutningen havde følgende ordlyd:

»Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Lomé den 31. oktober 1979 undertegnede anden Lomé-konvention AVS-EØF med dertil knyttede protokoller og slutakt, den under samme dato undertegnede aftale om varer henhørende under Det europæiske Kul- og Stålfællesskab samt den i Bryssel den 20. november 1979 undertegnede interne aftale om finansiering og forvaltning af Fællesskabets bistand.«

Den anden Lomé-konvention indebærer i vidt omfang en videreførelse af den første Lomé-konventions bestemmelser om samhandel, stabilisering af eksportindtægter for visse råvarer (Stabex), industrielt samarbejde samt finansielt og fagligt samarbejde. Det er dog værd at bemærke, at der på disse områder har fundet en række forbedringer sted til fordel for AVS-landene. På handelsområdet har AVS-landene bevaret deres helt fri adgang til EFs marked for alle varer med undtagelse af varer under EFs fælles landbrugspolitik, hvor der dog er ydet AVS-landene væsentlige indrømmelser for visse tropiske landbrugsvarer. Sikkerhedsklausulen mod markedsforstyrrelser kan EF under den ny konvention som hovedregel kun sætte i værk efter konsultationer med AVS-landene. Ordningen til stabilisering af AVS-landenes eksportindtægter for visse råvarer vil for fremtiden omfatte flere af de produkter, som AVS-landene er afhængige af at eksportere. På bistandsområdet har EF imødekommet AVS-landenes ønsker om større deltagelse i forberedelsen og gennemførelsen af udviklingsprojekterne.

Endvidere er der tilføjet konventionen nye samarbejdsområder. Der er bl. a. etableret en særlig ordning, hvorefter EF kan yde særlig bistand til AVS-lande, hvis økonomi er afhængig af indtægter fra eksport af visse mineraler. Denne bistand tilstræber at afhjælpe alvorlige begivenheder, som skader AVS-landenes mulighed for fortsat at eksportere de af ordningen omfattede produkter.

En væsentlig nydannelse er konventionens afsnit om investeringer. Den vigtigste bestemmelse heri er, at såfremt et AVS-land har indgået eller indgår en aftale om behandling af investeringer med et EF-medlemsland, kan andre medlemslande opnå samme behandling. I praksis vil dette blive gennemført ved, at der indgås aftaler eventuelt i form af brevvekslinger mellem de interesserede EF-lande og de pågældende AVS-lande.

Endelig er der tilføjet konventionen et særskilt afsnit om landbrugssamarbejde, hvis vigtigste bestemmelser vedrører oprettelse af et fælles EF/AVS-center for landbrugssamarbejde. Centeret skal være et serviceorgan for AVS-landene og bl. a. formidle oplysninger om det forskningsarbejde, der finder sted på internationalt plan.

I aftalen om varer henhørende under Det europæiske Kul- og Stålfællesskab videreføres det princip, at der for dette vareområde gælder bestemmelser om samhandel, som svarer til konventionens bestemmelser.

Beslutningsforslaget blev ved 2. (sidste) behandling vedtaget med 108 stemmer for, mens 31 (FP, SF og VS) stemte imod og 5 (DR) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Karen Dahlerup Andersen (S), Henning Christophersen (V), Leif Glensgård (FP), Ib Stetter (KF), Hanne Alice Engberg (SF), Ole Vig Jensen (RV), René Brusvang (CD), Steen Folke (VS), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Ib Christensen (DR)