Luk

Luk
Luk

Luk

L 135 Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

(Om fondsanbringelse).

Af: Arbejdsminister Svend Auken (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 216 af 30-05-1980
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven, der trådte i kraft den 1. april 1980, indebærer, at den »generelle« grænse for anbringelse af ATP-midlerne i aktier m. v. nedsættes fra 25 pct. til 20 pct., og at den gældende 15 pct.-grænse for ATPs aktieanbringelse i det enkelte selskab ændres således, at ATPs aktiebesiddelse sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfonds aktiebesiddelse i et selskab maksimalt må udgøre 20 pct.

I forbindelse hermed foretages den begrænsning i ATPs aktieanbringelse, at ATP kun må købe børsnoterede aktier.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale:

»Reglerne om anbringelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions midler er indeholdt i ATP-lovens § 26, og lovforslaget vedrører bestemmelsen i § 26, stk. 4, der fastsætter nærmere begrænsninger for anbringelse af ATP-midlerne i fast ejendom, indskud i godkendte investeringsforeninger eller -aktieselskaber og i aktier. Til sådanne anbringelser må der i dag højst anvendes 25 pct. af ATP-fondens midler. For anbringelse i aktier gælder det desuden, at der i samme selskabs aktier ikke må anbringes ud over 1 pct. af fondsmidlerne eller ud over 15 pct. af det pågældende selskabs aktiekapital.

Under behandlingen i folketinget i december måned 1979 af forslaget til lov nr. L 7 af 9. januar 1980 om Lønmodtagernes Dyrtidsfond gav regeringen tilsagn om at søge ATP-loven ændret, således at der bliver tilvejebragt fornøden overensstemmelse mellem reglerne om aktieanbringelse efter § 26, stk. 4, i ATP-loven og efter § 6, stk. 3, i loven om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og således at ATP fremtidig kun skal kunne købe børsnoterede aktier.«

Efter et af et mindretal (SF) stillet ændringsforslag, hvorefter forslaget om sænkning af den »generelle« grænse for anbringelse af ATP-midler i aktier m. v. skulle udgå, var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 96 stemmer mod 66 (V, KF, FP, VS og DR).
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Povl Brøndsted (V), John Lawaetz (FP), Grethe Fenger Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Kurt Hansen (VS), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Ole Flygaard (DR)