Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslagets hovedprincip var, at den enkelte lønmodtagers overarbejde højst skulle kunne udgøre 100 timer årligt, og at alt overarbejde skulle afspadseres, således at der til en overarbejdsperiode skulle svare en afspadseringsperiode af samme længde. For at sikre den størst mulige beskæftigelseseffekt af en sådan afspadseringsordning foresloges det, at afspadsering skulle finde sted inden for en 2 måneders frist.

Lovforslagets bestemmelser skulle vige for enhver modstående aftale om afspadseringspligt, om begrænsning af den enkelte lønmodtagers overarbejde og om afspadseringsfrist, hvad enten denne lå over eller under lovforslagets standard, hvis aftalen havde form af en kollektiv overenskomst eller aftale, og hvis denne overenskomst eller aftale var indgået efter lovforslagets ikrafttræden. Dette ville indebære bl. a., at sager om disse forhold skulle behandles ad fagretlig vej.

Det foresloges endvidere, at der indførtes en mulighed for at meddele dispensation fra lovforslagets bestemmelser om afspadseringspligt, om maksimumsgrænsen for den enkelte lønmodtagers overarbejde og om afspadseringsfrist.

Som et eksempel på, hvor en - eventuelt tidsbegrænset - dispensation skulle kunne komme på tale, nævntes i fremsættelsestalen det forhold, at der inden for et område eller en branche er mangel på uddannet arbejdskraft.

Dispensation meddeles af et særligt til formålet oprettet overarbejdsnævn.

Lovforslaget var udarbejdet på baggrund af betænkning nr. 865/1979 og mødte under 1. behandlingen alene tilslutning fra socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og venstresocialisternes ordførere, idet de to sidstnævnte dog også havde en del indsigelser mod lovforslagets udformning.

Ifølge lovforslagets tekst skulle det først have virkning fra 1. april 1981, og der blev af flere ordførere udtrykt ønske om en grundig behandling af forslaget.

Arbejdsmarkedsudvalget nåede ikke at færdiggøre behandlingen af forslaget.