Luk

Luk
Luk

Luk

L 59 Lov om ændring af lov om forlængelse af visse overenskomster inden for den offentlige sygesikring.

Af: Socialminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 533 af 28-12-1979
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven, der trådte i kraft den 31. december 1979, medfører, at lov nr. 532 af 28. december 1979 om ændring af dyrtidsregulering m. v. finder tilsvarende anvendelse på de lægeoverenskomster, der i medfør af § 1 i lov nr. 133 af 29. marts 1979 om forlængelse af visse overenskomster inden for den offentlige sygesikring er forlænget indtil den 1. marts 1981.

Med hensyn til den omtalte lov om ændring af dyrtidsregulering m. v. henvises til årbogens omtale heraf (se A. I. nr. 2), medens der med hensyn til den nævnte lov om forlængelse af visse overenskomster inden for den offentlige sygesikring kan henvises til Folketingsårbog 1978-79, side 253 ff.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte socialministeren i sin fremsættelsestale:

»Udviklingstendenserne i den danske økonomi tegner sig ret mørke som følge af energiprisstigningerne og de afsvækkede internationale konjunkturer. Dette har i særlig grad konsekvenser for betalingsbalance, beskæftigelse samt pris- og omkostningsforhold. Regeringen har derfor besluttet at fremlægge et samlet afbalanceret sæt af foranstaltninger til afhjælpning heraf, jfr. i øvrigt statsministerens redegørelse i forbindelse med fremsættelse af lovforslagene. Nærværende lovforslag er et led i dette samlede kompleks af økonomisk-politiske foranstaltninger.

Ved den særlige forlængelseslov for sygesikringens lægeoverenskomster fra marts 1979 blev lægeoverenskomsterne i indkomstpolitisk henseende sidestillet med lønoverenskomster.

Lovforslaget tilsigter gennem tekniske konsekvensændringer at opretholde dette princip også efter 1. januar 1980, hvor den nye langsigtede indkomstpolitiske lovgivning forventes at træde i kraft.

Der er mellem industriministeren og socialministeren aftalt en ordning, hvorefter sygesikringens forhandlingsudvalg og lægernes organisationer under forhandlingerne om lægernes lønforhold får stillet en tilforordnet fra monopoltilsynet til rådighed. Den tilforordnede vil ved at stille sin ekspertviden om pris- og lønforhold til rådighed under forhandlingerne kunne hjælpe forhandlingsparterne med at sikre opfyldelsen af de indkomstpolitiske målsætninger, der gælder for andre samfundsgrupper.«

For så vidt angår den omtalte redegørelse fra statsministeren, kan henvises til årbogens omtale heraf (se side 78).

Efter at et af socialministeren fremsat ændringsforslag, der var en konsekvens af ændringen af forslag til lov om begrænsning af lønstigninger, ændring af dyrtidsregulering m. v. (til forslag til lov om ændring af lov om dyrtidsregulering m. v.), var blevet vedtaget ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 110 stemmer mod 49 (V, KF og DR), medens 18 (SF og VS) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Povl Brøndsted (V), John Lawaetz (FP), Henning Andersen (KF), Birthe Nielsen (SF), Lone Dybkjær (RV), Mimi Jakobsen (CD), Poul H. Møller (KrF) og Niels Mølgaard (DR)