Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven, der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og udløb den 31. december 1979, har følgende indhold:

Loven gennemfører et absolut prisstop for varer, transport- og tjenesteydelser. Udgangspunktet for prisstoppet er den 4. november 1979.

Prisstoppet omfatter ethvert salg, der finder sted som led i en erhvervsvirksomhed, herunder også kooperative foretagender, samt enhver form for transport- og tjenesteydelser, lovens §§ 1 og 2.

Ifølge lovens § 3 omfatter prisstoppet tillige offentlige virksomheders salg af varer og levering af transport- og tjenesteydelser.

Administrationen af bestemmelserne i §§ 1-3 (lovens kapitel I) varetages af monopoltilsynet, der tillige kontrollerer lovens overholdelse. Ligesom andre midlertidige prislove indeholder § 5 en bestemmelse om, at monopoltilsynet kan undtage vare- eller erhvervsområder fra loven, idet der findes områder, hvor det ikke er muligt at praktisere et prisstop. Endvidere kan monopoltilsynet dispensere, når der foreligger tungtvejende hensyn til forsyningsforhold eller traktatmæssige forpligtigelser tilsiger det. Her tænkes på EFs markedsordninger. Endelig kan monopoltilsynet dispensere, såfremt Nationalbanken af pengepolitiske grunde indstiller hertil. (Prisstoppet omfattede også bankers og sparekassers virksomhed, dvs. pengeinstitutternes rente- og gebyrfastsættelse).

Ifølge lovens kapitel 2 omfatter prisstoppet også aktie- og anpartsselskabers udbyttebetaling. Hovedreglen indebærer, at der i selskaber, hvor ordinær generalforsamling afholdes den 5. november 1979 eller senere, ikke må udbetales større udbytter i kroner og øre end det beløb, der blev anvendt hertil i det nærmest forudgående regnskabsår.

Overholdelsen af disse bestemmelser kontrolleres af aktieselskabs-registeret, for forsikringsselskaber dog af forsikringsrådet.

Kapitel 3 lader prisstoppet omfatte huslejer i den udstrækning, disse ikke i forvejen er reguleret, således som det er tilfældet i det almennyttige byggeri, og lejen i beboelseslejligheder i de kommuner, hvor boligreguleringslovens kap. II gælder (den omkostningsbestemte leje). Lejeforhøjelser, der er varslet til ikrafttrædelse i prisstopperioden, kan derfor først få virkning efter lovens udløb. Sager i henhold til denne bestemmelse afgøres af boligretten.

Lovens kapitel 4 indeholder straffebestemmelser, kapitel 5 ikrafttrædelsesbestemmelser samt undtager Færøerne og Grønland fra lovens gyldighedsornråde.

Baggrunden for lovforslaget fremgik bl. a. af den redegørelse, som statsministeren gav folketinget den 6. november 1979 på dets første møde efter valget den 23. oktober 1979 (se C. II. nr. 1).

For at skaffe regeringen tid til at udforme en langsigtet økonomisk politik var det nødvendigt at gennemføre en række love af midlertidig karakter: forslag til lov om midlertidigt stop for lønstigninger (A. I. nr. 1), forslag til lov om midlertidig begrænsning i adgangen til tinglysning af visse pantebreve i fast ejendom (A. I. nr. 19), forslag til lov om midlertidig begrænsning i forsikringsselskabers og pensionskassers anbringelse af midler (A. I. nr. 59) og forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder (stop for udstykning af ejendomme opført før 1966) (A. I. nr. 22).

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 130 stemmer mod 17 (FP, DR), medens 2 medlemmer (VS) undlod at stemme.