Luk

Luk
Luk

Luk

L 3 Lov om ændring af lov om realkreditinstitutter.

(Udlånsregler for industri- og håndværksejendomme og for ejendomme til helårsbeboelse samt henstandsordning for vanskeligt stillede landmænd).

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 481 af 05-11-1980
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven, der trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, blev der indført ændrede belåningsregler for industri- og håndværksejendomme, nye regler om udmåling af lån til opførelse af ejendomme til helårsbeboelse, nye regler for finansiering af vedligeholdelse, opretning og forbedring af ejendomme til helårsbeboelse og visse erhvervsejendomme, lempelser af lånegrænser og amortisationstider for lån i boligejendomme og visse erhvervsejendomme samt adgang for realkreditinstitutter til at etablere en henstands- og låneordning for vanskeligt stillede landmænd.

Den 15. oktober 1980 fremsendte boligministeren til udvalget en »skitse til en ændret realkreditordning«. Denne skitse, der er optaget som bilag til udvalgets betænkning, dannede udgangspunkt for yderligere ændringer i loven ud over de af boligministeren foreslåede.

Disse yderligere ændringer af realkreditloven tager dels sigte på en styrkelse af den beskæftigelsesfremmende effekt af gunstigere belåningsregler ved bl. a. gennemførelsen af et kontantprincip for vurdering og låneudmåling inden for hele realkreditlovens område og ved udvidelse af belåningsområdet til vedligehoIdelses- og opretningsarbejder m. v., dels en forenkling af den nuværende realkreditordning for så vidt angår opdelingen i almindelig og særlig realkredit og antallet af lånegrænser og løbetider.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af de af boligministeren i betænkningen og tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag, der som ovenfor nævnt blev fremsat på baggrund af drøftelserne i udvalget.

Lovforslaget fremsattes sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (A. I. nr. 7), forslag til lov om ændring af lov om sanering (A. I. nr. 9), forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (A. I. nr. 10), forslag til lov om tvungen administration af udlejningsejendomme (A. I. nr. 11), forslag til lov om ændring af lov om boligsikring (A. I. nr. 12), forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (A. I. nr. 13), forslag til lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i beboelsesejendomme (A. I. nr. 14) og forslag til lov om statstilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme (A. I. nr. 15).

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (Øget ramme for nyt almennyttigt boligbyggeri og lette kollektivboliger m. v. Støtte til opførelse af andelsboliger. Udvidet adgang til erhvervelse af eksisterende ejendomme iil ungdomsboliger) (se A. I, nr. 7) og forslag til folketingsbeslutning om forbedring og forenkling af realkreditgivningen [Af Fogh Rasmussen (V) m. fl.] (B. II nr. 14).

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 139 stemmer, 5 (DR) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Keld Andersen (KF), Ole Kalnæs (SF), Tage Dræbye (RV), Niels Bollmann (CD), Arne Bjerregaard (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Niels Mølgaard (DR)