Luk

Luk
Luk

Luk

B 10 Forslag til folketingsbeslutning om politisk efterretningsvirksomhed over for produktregistrets medarbejdere.

Samling: 1981-82 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at sørge for, at der på ingen måde foretages nogen personkontrol, sikkerhedsundersøgelse eller efterretningsvirksomhed over for medarbejdere i miljøstyrelsen, arbejdstilsynet, statens levnedsmiddelinstitut eller sundhedsstyrelsen i forbindelse med brugen af produktregistret. (Fællesregistret for kemiske stoffer og produkter).

Ligeledes pålægger folketinget regeringen at sørge for, at denne sikring imod personkontrol m.v. ikke fører til, at oplysninger af betydning for arbejdsmiljø og ydre miljø holdes ude af registret.«

I bemærkningerne til forslaget blev bl. a. fremført følgende begrundelse for dets fremsættelse:

»Det er kun et lille hjørne af problemerne omkring produktregistret, VS tager fat på med dette forslag.

Det mere afgørende problem - at vi her har med et register at gøre, som indeholder oplysninger af betydning for arbejderes liv og helbred og af betydning for det omgivende miljø, men hvor netop disse oplysninger er utilgængelige for alle andre end en lille gruppe håndplukkede »eksperter« - det tror vi ikke vi kan klare gennem et forslag i folketinget.

Dertil har regeringen, socialdemokratiet og de borgerlige partier alt for tydeligt tilkendegivet deres iver for at sætte industriens økonomiske interesser højere end befolkningens ve og vel. Så det er en kamp, som først og fremmest må føres andre steder. Men det forhold, at der nu er stærke kræfter i gang for at få gennemført en sikkerhedskontrol af ansatte med adgang til produktregistret, gør en politisk beslutning nødvendig.«

Forslaget kom ikke til 1. behandling på grund af udskrivning af valg til folketinget.