Luk

Luk
Luk

Luk

B 7 Forslag til folketingsbeslutning om løsning af landbrugets krise.

Samling: 1981-82 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til:

1. At fremsætte forslag til ændring af afskrivningsreglerne, således at der permanent indføres mulighed for at benytte disse regler, uanset om en landbrugsvirksomhed har overskud eller underskud, og således at der midlertidigt gives mulighed for, at landbrug med underskud kan få udbetalt skatteværdien af rentefradrag.

2. At fremsætte forslag til suspension af opkrævningen af alle skatter på produktionsjord og ophævelse af kapitalvindingsskatten. Herudover fremsætte forslag til en række ændringer i den almindelige erhvervsbeskatning for dermed at fremme investeringer og konsolideringer.

3. At fremsætte forslag til en endelig gældssaneringsordning for landbruget efter følgende retningslinier:

a. Staten stiller beløb til rådighed i form af lån, der er rente- og afdragsfrie, indtil landbrugets rentabilitet er genskabt og nødvendig konsolidering har fundet sted. Der stilles derudover et beløb til rådighed til aflastning af særligt hårdt belastede kreditorer i en gældssaneringssituation.

b. Reglerne for realkreditinstitutters udlånsvirksomhed ændres, således at der på det frie marked kan udbydes særlige lavtforrentede obligationsserier, hvis renteafkast er skattefrit for køberen. Lånene skal anvendes til gældsafløsning i landbruget bl. a. i form af omprioritering.

c. Der gennemføres regler, som sikrer, at de under a og b nævnte former for gældsafløsning kan anvendes i det omfang, hvor de private og institutionelle kreditorer ikke er i stand til helt eller delvis at bidrage til gældssaneringen i en landbrugsbedrift, der under normale omkostningsforhold burde være i stand til at virke på et rentabelt grundlag.«

På grund af udskrivning af valg til folketinget kom beslutningsforslaget ikke til 1. behandling.