Luk

Luk
Luk

Luk

L 46 Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse.

(Demokratisering af tilsynsrådenes sammensætning).

Samling: 1981-82 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter lovforslaget, der skulle have haft virkning fra 1. januar 1982, skulle proceduren i forbindelse med valget af de 4 amtsrådsmedlemmer, der skal have sæde i hver amtsrådskreds' tilsynsråd sammen med amtmanden, ændres, således at den politiske sammensætning i tilsynsrådene på landsbasis kom til at svare til den partipolitiske fordeling ved det seneste folketingsvalg.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»Fremskridtspartiet finder principielt ikke, at tilsynsrådene udfører et arbejde, der modsvarer omkostningerne, men skal tilsynsrådene bevares, så bør de være i så nøje politisk overensstemmelse med den politiske holdning blandt vælgerne som muligt.

Ser man på den totale sammensætning af vore 14 tilsynsråd, kan man konstatere, at der er 24 socialdemokrater, 4 radikale, 13 konservative, 14 fra venstre og et enkelt medlem af fremskridtspartiet. Hensigten med tilsynsrådene var, at staten og dermed befolkningen på et objektivt og retfærdigt grundlag lokalt skulle kunne sikre, at de kommunale beslutninger er lovlige og forvaltningsretligt holdbare. Der er imidlertid meget, der tyder på, at de beslutninger, tilsynsrådene rent faktisk tager, er partipolitiske beslutninger.

Tilsynsrådenes politiske bredde vil kunne styrkes ved, at udpegningen af rådsmedlemmerne blev demokratiseret, således at den politiske sammensætning i tilsynsrådene på landsbasis svarede til den partipolitiske fordeling ved det seneste folketingsvalg. Dette ville kunne opnås på samme måde, som skatterådenes medlemmer i princippet udpeges på, hvis det blev pålagt indenrigsministeren at fastlægge, hvilke partier der skulle være repræsenteret i det enkelte tilsynsråd, samtidig med at ministeren over for folketinget var forpligtet til at sørge for, at det enkelte partis medlemsandel i tilsynsrådene svarede bedst muligt til vælgertilslutningen ved det seneste folketingsvalg .«

Ved 1. behandling kunne hverken indenrigsministeren eller ordførerne fra S, V, KF og SF støtte lovforslaget. Derimod syntes ordførerne fra RV, CD og DR at have nogen sympati for forslaget, om end der i et vist omfang blev taget afstand fra de ledsagende bemærkninger.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Helge Bundgaard Nielsen (V), Flemming Jensen (KF), Uffe Thorndahl (FP), Birthe Nielsen (SF), Nancy Rørbæk (RV), Birgith Mogensen (CD), Ole Flygaard (DR) og Jens Kristian Steffensen (KrF)