Luk

Luk
Luk

Luk

B 35 Forslag til folketingsbeslutning angående indstilling fra udvalget til valgs prøvelse (vedrørende Ole Maisted).

Af: ()
Samling: 1982-83
Status: 1. behandling/forkastet
Som det fremgår af betænkningen, blev Ole Maisted ved Slagelse kriminalrets dom af 14. maj 1981 fundet skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, og straffet med en bøde på 63.700 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 20 dage.

Den afsagte dom blev af tiltalte anket til østre landsret, med påstand af Ole Maisted principalt om frifindelse, subsidiært til formildelse, og af anklagemyndigheden til skærpelse.

Behandlingen ved landsretten afsluttedes med østre landsrets dom af 5. marts 1982, hvorved den af kriminalretten for Slagelse afsagte dom af 14. maj 1981 blev stadfæstet.

Efter ansøgning meddelte justitsministeriet Ole Maisted tilladelse til at bringe østre landsrets dom for højesteret, hvor Ole Maisted nedlagte påstand om frifindelse, subsidiært om formildelse af den idømte straf, medens anklagemyndigheden påstod skærpelse.

Sagen blev herefter behandlet af højesteret, og ved højesterets dom af 29. oktober 1982 blev den af østre landsret afsagte dom over Ole Maisted stadfæstet.

Udvalget har herefter behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Ole Maisted ved begåelse af den handling, for hvilken han er straffet, skal anses for at have tabt sin valgbarhed.

Betænkningen indeholder en redegørelse for de regler, der danner grundlaget for en bedømmelse af spørgsmålet om valgbarhed til folketinget, og en historisk gennemgang af en række tilfælde, hvor spørgsmålet har været til behandling i udvalget og til afgørelse i tinget. Herom må henvises til betænkningen, hvor de tre domsudskrifter i øvrigt er optrykt som bilag.

Et flertal i udvalget (Arentoft (FP), Glistrup (FP), Annelise Gotfredsen (KF), Inge Krogh (KrF), Larsen-Ledet (RV), Agnete Laustsen (KF), Mette Madsen (V), Stubkjær Pedersen (CD), Bjørn Poulsen (SF), Tastesen (S) og Wilhjelm (VS)) finder ikke, at Ole Maisted har mistet sin valgbarhed, og gør derfor ikke indstilling om fortabelse af mandatet.

Et flertal inden for flertallet (Annelise Gotfredsen (KF), Inge Krogh (KrF), Larsen-Ledet (RV), Agnete Laustsen (KF), Mette Madsen (V), Stubkjær Pedersen (CD), Bjørn Poulsen (SF) og Taste- sen (S)) understreger i en særudtalelse vigtigheden af, at folketingets medlemmer udviser stor korrekthed med hensyn til deres økonomiske forhold, ikke mindst deres økonomiske forpligtelser over for samfundet. Det må derfor også betragtes med stor alvor, at et medlem - selv om der ikke foreligger forsæt - er dømt for ved grov uagtsomhed at have overtrådt skattekontrolloven og er straffet med en bøde på 63.700 kr.

Flertallet er dog efter nøje overvejelse og vurdering kommet til den opfattelse, at der i den konkrete sag foreligger sådanne momenter, at man ud fra en samlet vurdering af den begåede handling ikke mener, at denne bør føre til en værdighedsfortabelse som medlem af tinget.

Et mindretal inden for flertallet (Wilhjelm (VS)) udtaler, at venstresocialisterne ikke vil medvirke til udelukkelse af Ole Maisted.

Da det er første gang, venstresocialisterne formelt skal forholde sig til et sådant spørgsmål, redegøres der i en længere udtalelse udførligt for partiets stillingtagen.

Konklusionen af denne udtalelse, om hvilken der i øvrigt må henvises til betænkningen, er, at den eneste måde, på hvilken man kan adminstrere grundlovens meget upræcise kriterium »uværdig i almindeligt omdømme« uden risiko for, at det får karakter af politisk forfølgelse, er at lade vælgerne afgøre, om den pågældende er uværdig i deres omdømme.

Et mindretal (Jytte Andersen (S), Svend Andersen (S), Torben Lund (S), Sonja Mikkelsen (S), Karl Nielsen (S) og Øllgaard (V)) mener, at det særlige værdighedskrav i grundlovens § 30 bør fortolkes strengt.

Mindretallet udtaler i betænkningen:

»Det er nødvendigt for det politiske livs sundhed, at de enkelte folketingsmedlemmer udviser stor påpasselighed og hæderlighed med hensyn til deres personlige økonomiske forhold. Dette gælder ikke mindst ved økonomiske forpligtelser over for samfundet.

Vedrørende det konkrete tilfælde bør specielt fremhæves, at folketingets medlemmer må udvise stor korrekthed for ikke at afsvække befolkningens respekt for vor skattelovgivning.

Efter en samlet, konkret vurdering af den begåede handling har Ole Maisted tilsidesat de krav, man bør stille til et folketingsmedlem med hensyn til at efterleve de af folketinget vedtagne lovbestemmelser.

Ole Maisted har således efter mindretallets opfattelse gjort sig skyldig i en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget, og mindretallet afgiver herefter nedennævnte indstilling.«

Mindretallets indstilling har følgende ordlyd:

Ole Maisteds mandat som medlem af folketinget bortfalder som følge af, at han har mistet sin valgbarhed.

Ved forslagets eneste behandling i tinget var der ingen, der bad om ordet.

Mindretallets indstilling forkastedes, idet 36 stemte for, 122 imod, og 6 hverken stemte for eller imod.

Ole Maisted bevarede således sit mandat.