Luk

Luk
Luk

Luk

B 91 Folketingsbeslutning om positiv fredstjeneste

Samling: 1982-83
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at udvide udstationeringsmulighederne for de civile værnepligtige til også at omfatte fredsbevægelserne, organisationer med tilknytning til FN, kirkelige og fælleskirkelige organisationer samt miljøorganisationer. De udvidede udstationeringsmuligheder skal tilvejebringes ved en ændring af administrativ praksis. I samme forbindelse må de organisationer, der ønsker at medvirke i udstationeringen, have lejlighed til at fortælle om det arbejde, de udfører, under de civile værnepligtiges skoleophold.«

I sin oprindelige form indeholdt forslaget til folketingsbeslutning alene en opfordring til regeringen til at gennemføre en nyordning af den civile værnepligt, så det ville blive muligt at aftjene værnepligten i en egentlig positiv fredstjeneste.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at fredstjenesten etableres ved følgende foranstaltninger:

a. Værnepligten indledes med et 2-3 måneders skoleophold, hvor hovedvægten lægges på konflikt- og krigsforebyggelse.

b. De civile værnepligtige skal, uanset om de vælger udstationering eller lejrophold, stå til rådighed for oplysningsvirksomhed efter opfordring fra organisationer eller foreninger såsom fagforeninger, lejerforeninger, fredsgrupper, kirkelige organisationer, politiske organisationer, oplysningsforbund o.lign.

c. De civile værnepligtiges muligheder for udstationering skal udvides til at omfatte ovennævnte organisationer, som måtte ønske det, samt internationale organisationer i regie af f. eks. FN, kirkelige og økumeniske organisationer, fredsbevægelsen og andre relevante organisationer.

d. De civile værnepligtiges landskontaktudvalg skal gives fuld forhandlingsret i alle spørgsmål, herunder vetoret ved valg af fremtidige udstationeringssteder.

I udvalgets betænkning stillede et flertal bestående af S, SF og RV et ændringsforslag til beslutningsforslagets tekst, som førte til den anførte endelige affattelse.

Ved 2. (sidste) behandling blev beslutningsforslaget i denne form vedtaget med 79 stemmer mod 66 (KF, V, FP, CD og KrF).
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Finn Jørgensen (KF), Peder Sønderby (V), Pelle Voigt (SF), John Arentoft (FP), Grethe Lyngs (CD), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Steen Folke (VS)