Luk

Luk
Luk

Luk

L 168 Forslag til lov om begrænsning af importen af varer med oprindelse i Sovjetunionen

Af: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1982-83
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til et udvalg bestående af 17 medlemmer: Ole Bernt Henriksen (KF), Collet (KF), Dyremose (KF) (formand), Arne Christiansen (V), Bjørn Elmquist (V), Halvgaard (FP), Arentoft (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD) (næstformand), Ivar Nørgaard (S), Heinesen (S), Kelm-Hansen (S), Risgaard Knudsen (S), Kjeld Olesen (S), Bjørn Westh (S), Niels Helveg Petersen (RV), Holger K. Nielsen (SF) og Anne Grete Holmsgård (VS) samt 12 stedfortrædere: Hagen Hagensen (KF), Lizzie Lichtenberg (KF), Hans Jørgen Holm (V), Sønderby (V), Inge Krogh (KrF), Askjær Jørgensen (FP), Brusvang (CD), Lasse Budtz (S), Hjortnæs (S), Janne Normann (RV), Gade (SF) og Riishøj (SF).

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget, hvortil der var knyttet et bilag, havde til hensigt at begrænse importen af varer med oprindelse i Sovjetunionen således, at der til indførsel af de i bilagets liste 1 nævnte varer krævedes tilladelse fra industriministeriets licenskontor, der kunne meddele sådanne tilladelser inden for de i bilaget nævnte mængder, mens der ikke kunne meddeles tilladelse til indførsel af de i bilagets liste 2 nævnte varer.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse hedder det bl.a. i den skriftlige fremsættelse:

»Som følge af udviklingen i Polen vedtog Danmark sammen med de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber den 15. marts 1982 en forordning om begrænsning af importen af visse varer fra Sovjetunionen. I forbindelse med vedtagelsen tilkendegav den daværende regering betænkelighed ved anvendelsen af Romtraktatens art. 113 til gennemførelsen af disse overvejende politisk motiverede foranstaltninger, som imidlertid accepteredes for at undgå, at en dansk blokering skulle medføre vanskeligheder, der ikke stod mål med sagens omfang.

Da de nævnte foranstaltninger alene var vedtaget for året 1982, fandt der i slutningen af dette år en drøftelse sted inden for rammerne af det politiske samarbejde om, hvorvidt man i lyset af situationen i Polen på dette tidspunkt burde ophæve de omhandlede importrestriktioner eller lade dem fortsætte. Drøftelsen viste et klart ønske om en fortsættelse, idet udviklingen ikke kunne siges at være undergået nogen reel forbedring. Forordningen blev derefter forlænget indtil 31. december 1983.

Under hensyn til, at man imidlertid ikke på det nævnte tidspunkt helt kunne udelukke en ophævelse af krigsretstilstanden, blev der dog på dansk foranledning indsat en revisionsklausul, hvorefter spørgsmålet kunne tages op igen to måneder senere. Dette blev tiltrådt af såvel det udenrigspolitiske nævn som markedsudvalget.

Spørgsmålet om fortsat anvendelse af de særlige importbegrænsninger har på denne baggrund i februar på ny været drøftet inden for det europæiske politiske samarbejde, hvor der var enighed om, at de forhold, der i sin tid begrundede de særlige importregler, fortsat er til stede.

Regeringen deler ganske denne opfattelse og havde derfor gerne set, at anvendelsen af særlige importregler kunne fortsætte i Danmark på det hidtidige grundlag, der som nævnt er baseret på en politisk vurdering inden for rammerne af EPS.

Regeringen har imidlertid til sin beklagelse måttet konstatere, at flertallet i folketingets markedsudvalg nu modsætter sig dette.

På denne baggrund har jeg på EFs rådsmøde den 21. februar måttet erklære, at den danske regering på grundlag af traktatens art. 224 med virkning fra 1. marts 1983 ikke vil anvende bestemmelserne i EF-forordningen, men at regeringen straks for folketinget vil fremsætte et lovforslag i overensstemmelse med indholdet af EF-forordningen.«

I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse med et af udenrigsministeren stillet ændringsforslag vedrørende ikrafttrædelsen af et mindretal (KF, V, CD og RV), mens 2 andre mindretal (henholdsvis S på den ene side og SF og VS på den anden) indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Disse 3 mindretal ledsagede deres indstillinger med mindretalsudtalelser, hvorom der må henvises til betænkningen, mens et fjerde mindretal (FP) ville redegøre for sin stilling ved 2. behandling.

Ved 2. behandling deltog også Ole Espersen (S), Bjørn Westh (S), Gert Petersen (SF), Riishøj (SF) og Glistrup (FP) i debatten uden for ordførerrækken. Efter at det af udenrigsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning oplystes det, at udvalget inden afgivelsen havde haft lejlighed til at gøre sig bekendt med den af markedsudvalget den samme dag afgivne beretning angående udenrigsministerens mandat af 20. december 1982 vedrørende forlængelsen af sanktionerne mod Sovjetunionen (se tillæg B sp. 1145). Lovforslaget blev af et flertal (KF, V, FP, CD og RV) indstillet til vedtagelse i den affattelse, hvori det forelå efter 2. behandling, mens 2 mindretal (henholdsvis S på den ene side og SF og VS på den anden) indstillede lovforslaget til forkastelse. Med hensyn til den af flertallet og de af mindretallene afgivne udtalelser i tilslutning hertil må henvises til tillægsbetænkningen, hvilket også gælder den mindretalsudtalelse, som et mindretal inden for flertallet (FP) fremkom med.

Ligesom det var tilfældet ved de 2 foregående behandlinger, gav lovforslaget ved 3. behandling anledning til en længere - og til tider også skarp - debat, hvorunder også Kjeld Olesen (S), Dyremose (KF), Gert Petersen (SF), Arentoft (FP) og Askjær Jørgensen (FP) deltog uden for ordførerrækken.

Lovforslaget blev forkastet, idet 68 (KF, V, CD, RV, KrF, Barsøe-Carnfeldt (UP) og 7 fra FP) stemte for, mens 78 (S, SF, VS og 6 fra FP) stemte imod.

I tilknytning til folketingets behandling af ovennævnte lovforslag kan desuden henvises til forespørgslen til udenrigsministeren om EFs handelssanktioner mod Sovjetunionen (af Holger K. Nielsen (SF) og Steen Folke (VS)) (se C.I.nr. 22) og den af markedsudvalget afgivne beretning om mandatafgivelse (se tillæg B sp. 2869).
Partiernes ordførere
Ivar Nørgaard (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Arne Christiansen (V), Holger K. Nielsen (SF), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Børge Halvgaard (FP), Niels Helveg Petersen (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS), Steen Folke (VS), Arne Bjerregaard (KrF) og Jens Kristian Steffensen (KrF)