Luk

Luk
Luk

Luk

L 49 Lov om ændring af helligdagsloven

Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 278 af 08-06-1983
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven ændres bestemmelsen om, på hvilke dage der ikke må afholdes offentlige forlystelser, således at forbudet alene vedrører langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, juleaftensdag efter kl. 16 eller juledag. Det tidligere gældende forbud mod afholdelse af forlystelser på folkekirkens øvrige helligdage i tiden mellem kl. 6 og kl. 12 bortfalder hermed. Samtidig indføres en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler om afholdelse af offentlige forlystelser.

Lovforslaget gik oprindelig ud på en ophævelse af helligdagsloven. Lovforslaget begrundedes med, at helligdagsloven havde mistet sin praktiske betydning, idet dispensationer i almindelighed blev imødekommet, og at administrationen af loven medførte et vist bureaukrati. Ved 1. behandlning blev lovforslaget afvist af regeringen og regeringspartierne (KF, V, CD og KrF), mens SF og VS kunne støtte det. Ordførerne for FP og RV kunne støtte lovforslaget, men måtte meddele, at der ikke var enighed i folketingsgruppen om spørgsmålet.

Under 2. behandling anmodede regeringspartierne om at få forslaget til fornyet udvalgsbehandling.

I udvalgets tillægsbetænkning over lovforslaget stilledes ændringsforslag af justitsministeren tiltrådt af KF, V og CD. Ændringsforslagene var identiske med den vedtagne lov. Efter en livlig og følelsesladet debat, hvoraf det fremgik, at der i S, SF, FP og RVs folketingsgruppe var uenighed om forslaget, blev ændringsforslagene vedtaget, hvorefter Wilhjelm (VS) anmodede om en afbrydelse af 3. behandling med henblik på fornyet udvalgsbehandling.

For afbrydelsen af 3. behandling stemte 91 (S, SF, FP, RV, VS og Bjørn Elmquist (V), imod stemte 63 (KF, V, CD og KrF samt Robert Pedersen (S), Arentoft (FP), Tang Sørensen (FP), Bilgrav- Nielsen (RV), Ole Vig Jensen (RV), Larsen-Ledet (RV), Niels Helveg Petersen (RV) og Barsøe-Carnfeldt (UP). 3 stemte hverken for eller imod (Lindenskov (S), Henrik Toft (V) og Steenholdt (Grønl.)).

I udvalgets tilføjelse til tillægsbetænkning stillede SF ændringsforslag, hvorefter helligdagslovens § 2, der indeholdt forbudet mod offentlige forlystelser på nærmere angivne dage, udgik. Ændringsforslaget blev forkastet, og lovforslaget blev vedtaget med 130 stemmer for (S, KF, V, FP, CD, RV og Steenholdt (Grønl.)), imod stemte 4 (Sonja Mikkelsen (S), Bernhard Baunsgaard (RV) og KrF), mens 25 stemte hverken for eller imod (SF, VS, Normann Andersen (S) og Hjortnæs (S)).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Karen Thurøe Hansen (KF), Povl Brøndsted (V), Ebba Strange (SF), Frode Nør Christensen (CD), John Lawaetz (FP), Janne Normann (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Inge Krogh (KrF)