Luk

Luk
Luk

Luk

L 74 Lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 631 af 21-12-1983
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven medfører, at forsikringsselskaber (og tværgående pensionskasser) får mulighed for at anbringe en større del af selskabernes midler som risikovillig kapital i erhvervslivet. Samtidig opretholdes det hidtidige forbud mod, at et forsikringsselskab driver anden virksomhed end forsikringsvirksomhed, og i den forbindelse er der ved loven indført en bestemmelse om, hvornår et forsikringsselskab antages at drive anden virksomhed.

Ved loven tillades det, at en flerhed af selskaber eller kasser opnår bestemmende indflydelse i kapitalformidlingsaktieselskaber, men i disse tilfælde må det enkelte selskab eller den enkelte kasse ikke eje mere end 15 pct. af aktiekapitalen i kaptitalformidlingsselskabet.

Loven medfører endvidere ændrede regnskabsregler som følge af lov nr. 222 af 3. juni 1983 om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.

Således kan selskaberne nu nøjes med at anvende den såkaldte, matematiske kurs ved værdiansættelsen efter forsikringsvirksomhedsloven af de aktiver, som værdiomsættes efter den matematiske metode i henhold til loven om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.

Loven medfører endvidere nogle ændringer af teknisk og administrativ karakter.

Loven trådte i kraft den 1. januar 1984, og samtidig ophævedes lov nr. 239 af 27. maj 1981 om anbringelse af forsikringsselskabers og pensionskassers midler i erhvervsvirksomhed.

Om baggrunden for lovforslaget er der for så vidt angår de foreslåede regnskabsregler henvist til en under industriministeriet i maj 1983 nedsat arbejdsgruppe og dennes arbejde med overvejelserne om, hvorvidt der burde indføres parallelitet mellem lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. og forsikringsvirksomhedsloven.

Der henvises i øvrigt til de ledsagende bemærkninger.

Lovforslaget blev behandlet sammen med det af industriministeren samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med pensionskasser, se nærmest foranstående sag, og udvalget afgav fælles betænkning over de to lovforslag.

Loven fik sin endelige udformning ved nogle af industriministeren stillede ændringsforslag i udvalgets betænkning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 160 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV, KrF, Preben Lange (Grønl.), Steenholdt (Grønl.), Askjær Jørgensen (UP), Tangs Sørensen (UP), Thorndahl (UP) og Ove Jensen (FP) mod 15 (FP og VS).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Henning Andersen (KF), Svend Heiselberg (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Carl Hahn (CD), John Lawaetz (FP), Janne Normann (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inge Krogh (KrF)