Luk

Luk
Luk

Luk

B 58 Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af lejeværdibeskatning og rentefradrag for ejerboliger

Af: Keld Albrechtsen (VS) og Jørgen Lenger (VS)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning indeholdt en opfordring til regeringen om at udarbejde og fremsætte lovforslag om beskatning af ejerboliger efter følgende retningslinjer:

1. Beskatning af »overskud« på egen bolig afskaffes.

2. Det skattemæssige underskud på egen bolig aftrappes for bestående ejerforhold.

3. Fradraget knyttes under aftrapningsperioden til den nuværende ejer, uanset salg.

4. Fradrag af renter af gæld i egen bolig afskaffes.

5. For skatteydere med erhvervsgæld og ejerbolig fastsættes særlige regler.

Ved 1. behandling behandledes beslutningsforslaget sammen med forslag til lov om huslejestop (A.II. nr. 19), forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. (Ophævelse af »antiboykotloven« m.v.). (A.II. nr. 21) og forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte. (Forbedring af boligsikring m.v.) (A.II. nr. 20), alle af Albrechtsen (VS) og Lenger (VS).

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Hagen Hagensen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Pelle Voigt (SF), Jørgen Estrup (RV), Birgith Mogensen (CD), Helge Dohrmann (FP), Keld Albrechtsen (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)