Luk

Luk
Luk

Luk

L 179 Forslag til lov om ændring af lov om borteblevne

Af: Pia Kjærsgaard (FP) og Ove Jensen (FP)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget indeholdt 3 forslag om ændringer i lov om borteblevne:

1) Lovens § 3 foresloges ændret, således at også en borteblevens særeje skulle kunne administreres af ægtefællen og værgen uden myndighedernes tilsyn.

2) Personer, der havde fælles husstand med den borteblevne, skulle sidestilles med en ægtefælle i forhold til den borteblevnes midler.

3) Fristen for påbegyndelse af en dødsformodningssag i de tilfælde, hvor der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at den borteblevne er død, skulle nedsættes fra 1 år til 1 uge.

Om baggrunden for lovforslaget hed det i ledsagende bemærkninger:

»Ikke mindst det tragiske fiskerkutterforlis ved Skagen har afdækket, at 1946-loven om borteblevnes midler er meget for streng over for de mennesker, som den ulykkesramte havde fælles økonomi med.«

Ved 1. behandling kunne justitsministeren ikke give tilslutning til de foreslåede ændringer, som han ikke fandt fornødent behov for - ikke mindst på baggrund af skifteretternes praksis i sager som den i bemærkningerne omtalte. Ministeren var dog villig til at se på andre af lovens regler, f.eks. den gældende 10 års frist for afsigelse af dødsformodningsdom, som måske var for lang. Også de øvrige partiers ordførere erklærede sig villige til at se på, om der var behov for at ændre nogle af reglerne i lov om borteblevne.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Agnete Laustsen (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Ruth Olsen (SF) og Pia Kjærsgaard (FP)