Luk

Luk
Luk

Luk

L 29 Lov om ændring af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp (Amtskommunernes forpligtelse til at tilbyde vejledning om svangerskabsforebyggende metoder m.v.

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 236 af 23-05-1984
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven indebærer, at der sikres de vejledningssøgende et alternativ til den vejledning, der ydes hos praktiserende læge.

Den vejledningssøgende vil således få ret til vejledning på enten gynækologisk sygehusafdeling eller dertil indrettet klinik efter amtskommunens henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuners beslutning.

Vejledningen skal ydes som en sygesikringsydelse hos den alment praktiserende læge.

Det vil sige, at gruppe 1-sikrede kan få vejledningen gratis hos deres valgte læge, mens gruppe 2-sikrede har adgang til efterfølgende refusion af et beløb svarende til det, den offentlige sygesikring afholder for den tilsvarende ydelse for en gruppe 1-sikret. Den adgang til gratis vejledning, som ifølge lovforslagets § 11, stk. 1, skal gælde for alle vejledningssøgende, vil for gruppe 2-sikredes vedkommende efter ændringsforslaget blive tilvejebragt ved vejledningen på sygehusafdeling/klinik, der som hidtil forudsættes ydet gratis.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et tilsvarende forslag, fremsat den 30. november 1983 (se A.II. 1. samling, nr. 21).

Lovforslaget havde oprindeligt til formål at ophæve den amtskommunale forpligtelse til at drive antikonceptionsklinikker, men i betænkningen over lovforslaget blev der af et flertal stillet et ændringsforslag, hvorefter den vejledningssøgende fortsat vil få ret til vejledning på enten gynækologisk sygehusafdeling eller dertil indrettet klinik.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 131 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FD) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Svend Heiselberg (V), Birthe Hansen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Addi Andersen (CD), Ole Maisted (FP) og Jørgen Lenger (VS)