Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til:

1) At iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af, i hvilket omfang der kan konstateres længerevarende fysiske eller psykiske skader på patienter, der har deltaget i LSD-behandling/forsøg efter 1960, for at få klarlagt, i hvilket omfang skaderne er forårsaget af LSD-behandlingen/forsøget.

2) At fremsætte lovforslag, hvorefter staten på objektivt grundlag yder erstatning for de herved konstaterede skader, i det omfang skaden er mere omfattende, end hvad der kunne påregnes som følge af patientens sygdom. Lovforslaget skal indeholde regler, hvorefter sundhedsstyrelsen skal godtgøre, at de indtrådte skader og disses omfang er uden forbindelse med den foretagne LSD-behandling. Erstatningen skal svare til den erstatning, der ydes efter lov om vaccinationer.«

Forslagsstillerne henviste i forslagets bemærkninger til, at der »findes en gruppe mennesker, som har været udsat for forsøg eller behandling med mange alvorlige lidelser til følge, og som på en eller anden måde er faldet igennem alle sikkerhedsnet.

I tidsrummet 1961-65 blev der på danske psykiatriske hospitaler anvendt LSD som forsøg eller behandling af praktisk talt alle mulige psykiatriske tilstande.

Specielt blev der på Frederiksberg hospital under ledelse af overlæge Geert-Jørgensen i dette tidsrum udført forsøg og behandling med LSD på en meget stor gruppe mennesker. En del af disse mennesker henvendte sig i tillid til, at behandlingen/forsøgene var risikofri, stærkt støttet af behandlingspersonalet på hospitalet. En del patienter blev tilrådet at deltage i LSD-forsøgene/behandlingen af læger, de henvendte sig til på grund af forskellige psykiske problemer. Enkelte af de patienter, der deltog, mener ikke, at de på noget tidspunkt blev stillet over for et valg i forbindelse med deres deltagelse i LSD-forsøgene/behandlingen. Patienterne var ikke forberedt på stoffets virkninger, og lægerne holdt sig med vilje borte, mens patienterne efter indtagelse af stoffet de næste 4-5 timer gennemlevede de mest oprivende og skrækindjagende oplevelser i deres liv, hvorefter mange blev sendt hjem uden ledsagelse.

LSD-forsøgene/behandlingen blev indstillet, fordi reaktionerne hos patienterne, der havde deltaget, var uheldige. En patient begik et mord, og flere andre begik selvmord, mens mange af patienterne fik men, som de aldrig har overvundet, og disse patienter er nu totalt uarbejdsdygtige og meget præget af de oplevelser, de fik under LSD-forsøgene.

Fra flere af de ramte LSD-ofre har det været forsøgt at få erstatning. En af patienterne har uden held forsøgt at få tilkendt erstatning igennem en domstolsafgørelse (G. Sandvei-sagen).«

I bemærkningerne henvises til en i forbindelse med denne sag afgiven beretning fra folketingets ombudsmand, hvoraf uddrag gengives.

Bemærkningerne beskæftiger sig indgående med spørgsmålet om, hvorvidt der i disse tilfælde har været tale om behandling eller forsøg og konkluderer:

»Forslagsstillerne er af den opfattelse, at folketinget i denne sag må skære igennem den faglige uenighed om forsøg/behandling og ved lovgivning give mulighed. for erstatning for de skader, der hidrører fra forsøgene/behandlingen med LSD.«

Indenrigsministeren kunne ikke gå ind for forslaget. Hun fandt det principielt betænkeligt at indføre erstatning med tilbagevirkende kraft, og de pågældende behandlinger lå så mange år tilbage i tiden – i de fleste tilfælde mere end 20 år – at det ikke ville være muligt at få klarlagt, om patientens psykiske tilstand i dag netop skyldtes skader, der var opstået som følge af LSD-behandlingen.

Ministeren fandt det imidlertid overordentlig vigtigt at få drøftet, hvordan man kunne sikre patienter i de tilfælde, hvor de almindelige erstatningsregler ikke dækker. Med henblik herpå havde hun for et halvt år siden nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på disse spørgsmål. Arbejdsgruppen skulle opstille modeller for mulige fremtidige patientforsikringsordninger ved fejlbehandlinger og hændelige skader. Ministeren bebudede et lovforslag om et nyt klagesystem, der skulle sikre en bredere vurdering af klager over begåede fejl i patientbehandlingen. Lovforslaget ville blive fremsat straks i det nye folketingsår. Ministeren lovede endvidere at udarbejde en samlet redegørelse for hele LSD-sagen som grundlag for en drøftelse af sagen.

Under udvalgets behandling af forslaget modtog udvalget fra indenrigsministeren den lovede redegørele, som indeholdt følgende elementer:

Baggrunden for – historisk og lægeligt set – at LSD blev taget i anvendelse i patientbehandlingen.

– Hvad henholdsvis forsøg og behandling er med en uddybning af dansk retstilstand og procedure herfor, henholdsvis på tidspunktet for LSD-behandlingen i 1960erne og i dag.

– LSD-behandlingens omfang og art i Danmark.

– En beskrivelse af »LSD-sagens« behandling generelt ved de forskellige offentlige myndigheder, herunder de særlige principielle spørgsmål, de respektive myndigheder har taget stilling til i sagen.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.