Luk

Luk
Luk

Luk

B 115 Forslag til folketingsbeslutning om midlertidige rammer i henhold til kommuneplanlovens § 15 i Københavns kommune.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger miljøministeren ikke at godkende forslag til § 15-rammer eller ændringer hertil for Københavns kommune, før der foreligger forslag til kommuneplan.«

I udvalgets beretning over forslaget noterede et flertal (S, KF, V og KrF), at miljøministeren under 1. behandling af beslutningsforslaget udtalte, at tiden nu er inde til, at den kritiske sans skærpes i forbindelse med nye § 15-rammetillæg.

Flertallet mener, at en sådan skærpelse må ske i forbindelse med den konkrete bedømmelse af § 15-rammetillæggene i Københavns kommune og under hensyn til beskæftigelsen i kommunen. Ministeren kan foretage ændringer i et tillæg.

Det må ved denne bedømmelse sikres, at man ikke foregriber kommuneplanlægningen, ligesom det må sikres, at der ikke sker en uhensigtsmæssig sammenblanding af kontor-, bolig- og industribyggeri.

Flertallet har noteret sig, at miljøministeren under et samråd har oplyst, at der ved den konkrete bedømmelse af de såkaldte paragraf 12-arealer kan være forhold, der giver anledning til udstedelse af tilladelser til at benytte de pågældende arealer til anden anvendelse.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Hanne Severinsen (V), Leif Hermann (SF), Lone Dybkjær (RV) og Anne Grete Holmsgaard (VS)