Luk

Luk
Luk

Luk

B 65 Folketingsbeslutning om nedbringelse af forureningen med næringssalte og organisk stof.

Samling: 1984-85
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ved folketingsbeslutningen opfordrede folketinget regeringen til at gennemføre en række foranstaltninger til nedbringelse af forureningen med næringssalte og organisk stof.

Folketingsbeslutningen indeholder bl.a. krav vedrørende:

– udbedring af møddingsforhold,

– opbevaringskapacitet svarende til 6 måneders produktion af gylle, ajle og møddingssaft for husdyrbrug over 20 storkreaturer,

– afledning af vand fra tage og befæstede arealer,

– opbevaring af saftgivende ensilage,

– udbringning af flydende husdyrgødning,

– markafbrænding af halm,

– miljøgodkendelse af større husdyrbrug,

– anvendelse af markmøddinger og

– forholdet mellem husdyrhold og jordtilliggende.

Det fremgår endvidere af folketingsbeslutningen, at miljøministeren i begyndelsen af folketingsåret 1985-86 fremsætter lovforslag om finansiering af de ovennævnte foranstaltninger.

Endelig indeholder folketingsbeslutningen bestemmelser vedrørende forsknings- og udredningsvirksomhed samt en række hensigtserklæringer vedrørende nedbringelse af forureningen fra dambrug, spildevandsrensningsanlæg, kraftværker, trafik m.v.

Forslaget til folketingsbeslutning kom til 1. behandling i forbindelse med forhandlingerne om miljøministerens redegørelse vedrørende handlingsplan for nedbringelse af forureningen med næringssalte og organisk stof se C. II., nr. 7.

Efter en langvarig udvalgsbehandling stillede miljøministeren et ændringsforslag til det oprindelige beslutningsforslags tekst. Dette ændringsforslag blev vedtaget.

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget til folketingsbeslutning vedtaget med 118 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 2 (FP), mens 1 (FD) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Knud Heinesen (S), Erik Holst (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Peder Sønderby (V), Steen Gade (SF), Lone Dybkjær (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS), Ove Jensen (FP) og Ole Maisted (FD)