Luk

Luk
Luk

Luk

L 132 Lov om ændring af lov om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter.

Af: Energiminister Knud Enggaard (V)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 209 af 22-05-1985
Efter 1. behandling henvist til energipolitisk udvalg.
Ved loven bemyndiges energiministeren til at fastsætte bestemmelser om opretholdelse af mindstebeholdninger til yderligere imødegåelse af virkningerne af mangel eller virkningerne af udsigt til mangel på mineralolie eller mineralolieprodukter. De samlede pligtige lagre hos de lagringspligtige virksomheder skal til enhver tid svare til mindst 125 dages forbrug.

Endvidere bemyndiges energiministeren til, hvor særlige forhold taler herfor, for et begrænset tidsrum at fastsætte bestemmelser om opretholdelse af mindstebeholdninger, der medfører lavere samlede pligtige lagre end nævnt ovenfor. Fastsættelsen af sådanne lavere samlede pligtige lagre kan kun ske efter forudgående forelæggelse for folketingets energipolitiske udvalg, medmindre nedsættelsen af de samlede pligtige lagre ikke kan afvente en sådan forelæggelse.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes bl.a. følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Lovforslaget indebærer en ophævelse af den del af bestemmelsen i lovens § 1, stk. 2, hvorefter de samlede pligtige lagre til enhver tid skal udgøre mindst 4 mill. tons råolieækvivalent uanset udviklingen i olieforbruget.

Bestemmelsen om, at de pligtige lagre mindst skal være på 4 mill. tons, blev indsat ved en lovændring i 1980. Formålet med lovændringen var at opretholde de daværende obligatoriske lagre, der på det tidspunkt svarede til 90 dages forbrug. Ved lovens vedtagelse ansloges 4 mill. tons at ville svare til 110 dages forbrug i 1985 som et resultat af det forventede fald i olieforbruget som følge af bl.a. kraftvarmeudbygning, naturgasforsyning og energibesparende foranstaltninger.

Faldet i olieforbruget har imidlertid været langt stærkere, end man forventede i 1980. 4 mill. tons råolieækvivalent svarer således til ca. 160 dages forbrug i dag. En fastholdelse af et pligtigt lagerniveau på mindst 4 mill. tons vil i 1990 betyde opretholdelse af lagre svarende til omkring 180 dages forbrug, såfremt olieforbruget – ikke mindst på grund af naturgassen – fortsat falder i overensstemmelse med den forventede udvikling.

Lagre af denne størrelsesorden repræsenterer en handelsværdi af ca. 9 mia kr., og kravet om sådanne lagre medfører betydelige omkostninger, som betales over forbrugerpriserne.

Uanset de betydelige samfundsøkonomiske omkostninger herved lægger regeringen imidlertid – af hensyn til forsyningssikkerheden – vægt på, at der fortsat opretholdes et højt lagerniveau. Lagerniveauet bør midlertid tilpasses den løbende udvikling i forbrugsmønsteret og det faktiske olieforbrug.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 133 stemmer.
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), John Arentoft (KF), Svend Erik Hovmand (V), Søren Riishøj (SF), Lone Dybkjær (RV), Steen Tinning (VS) og Ove Jensen (FP)