Luk

Luk
Luk

Luk

L 5 Lov om ændring af lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 617 af 19-12-1984
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven medfører, at afgørelse om, hvorledes offentliggørelse af de i medfør af monopolloven udarbejdede undersøgelser og redegørelser kan finde sted, afgøres af monopolrådet.

Udarbejdelse og offentliggørelse af disse undersøgelser og redegørelser er hidtil varetaget af monopoltilsynets direktorat som en direktoratsopgave og uden forelæggelse for monopolrådet.

Lovændringen medfører, at de spørgsmål, som industriministeren hidtil har behandlet som rekursinstans, ikke længere skal kunne behandles af ministeren, men spørgsmålene kan fremover indbringes for monopolankenævnet.

Lovforslaget, der er en genfremsættelse i uændret form af et i folketingsåret 1982-83 fremsat og behandlet lovforslag, se Folketingsårbog 1982-83, side 218, har sin baggrund i et af folketinget den 14. april 1983 vedtaget forslag om motiveret dagsorden i forbindelse med en forespørgsel til industriministeren af Anne Grete Holmsgård (VS), Tove Lindbo Larsen (S) og Gade (SF), se Folketingsårbog 1982-83, side 429.

Dagsordenen var sålydende:

»Idet tinget tager til efterretning, at ministeren snarest muligt vil fremsætte forslag til ændring af monopolloven, således at det ikke på ny kan blive aktuelt, at skiftende ministre som rekursinstans skal tage stilling til, hvilke oplysninger der kan medtages i monopoltilsynets direktorats redegørelser til offentligheden, går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 77 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF, FP og Steenholdt (Grønl.)) mod 69 (S, SF og VS); 2 (Bernhard Baunsgaard (RV) og Estrup (RV)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Flemming Hansen (KF), Jens Peter Jensen (V), Alice Faber (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Addi Andersen (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Helge Dohrmann (FP)