Luk

Luk
Luk

Luk

L 78 Lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 51 af 20-02-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven forlænges valgperioden for arbejdstagervalgte bestyrelsesmedlemmer i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser fra 2 år til 4 år.

Endvidere medfører loven, at rentestørrelsen ved forsinket betaling eller tilbagebetaling af uretmæssige udbetalinger fremover følger reglerne i lov om renter ved forsinket betaling.

Endelig indeholder loven herudover ændringer af overvejende redaktionel karakter.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber og forslag til lov om ændring af lov om anpartsselskaber, se nærmest følgende sager.

Om baggrunden for fremsættelse af lovforslagene henvises der til omtalen heraf under det netop nævnte forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber (nærmest følgende sag), idet dog bemærkes, at den dér nævnte ophævelse af 5 pct.s grænsen for omkostninger ved stiftelse og kapitalforøgelse ikke skønnes nødvendig i nærværende lov, se de ledsagende bemærkninger til lov om forslag til ændring af lov om aktieselskaber.

I udvalgets betænkning stillede SF ændringsforslag, hvorefter valgperioden for arbejdstagervalg til bestyrelsesmedlemmer bibeholdes på 2 år, men ændringsforslagene blev ikke vedtaget.

Ved vedtagelse af et ændringsforslag fra industriministeren blev lovens ikrafttrædelse ændret til 1. marts 1985.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KrF) mod 22 (SF, VS og FP).
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), René Brusvang (CD), Aase Olesen (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Helge Dohrmann (FP)