Luk

Luk
Luk

Luk

B 110 Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk overskudsdeling, medeje og medbestemmelse.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til politisk-økonomisk udvalg.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1987-88:

I. At fremsætte lovforslag om medeje og obligatorisk overskudsdeling for de ansatte på den enkelte virksomhed.

Lovforslaget skal sikre, at følgende principielle krav til ordningen kan opfyldes:

1. Loven skal udformes som en fleksibel rammelov med indbygget revision efter senest 5 år.

2. Medeje og overskudsdeling er obligatorisk for virksomheder med 50 ansatte eller derover.

3. Medarbejderkapitalen danner grundlag for medbestemmelse for de ansatte på deres egen arbejdsplads.

4. Medarbejderkapitalen indgår som ansvarlig kapital i virksomheden, således at medeje og overskudsdeling indebærer såvel rettigheder som pligter for de ansatte.

5. Medarbejderkapitalen forvaltes af de ansatte i fællesskab. Den enkelte ansatte kan disponere over sin andel af medarbejderkapitalen ved pensionering eller efter en længere bindingsperiode. Den enkelte ansatte disponerer selv over afkastet af sin andel af medarbejderkapitalen.

6. De ansattes medejendomsret realiseres uden opbygning af en central fond.

II. At tage følgende initiativer:

1. Som konsekvens af indførelsen af overskudsdeling sikres de offentligt ansatte opsparingsmuligheder (investeringsløn) på linje med dem, der skabes for privat ansatte.

2. Gennem et konsekvent og kontrolleret udviklingsarbejde sikres de offentligt ansatte øget indflydelse på deres egen arbejdssituation.«

Beslutningsforslaget var en delvis genfremsættelse af et i folketingsåret 1984-85 fremsat forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk overskudsdeling og medeje for de ansatte, se Folketingsårbog 1984-85, side 346.

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om medejendomsret og medbestemmelse. (Indførelse af overskudsdeling) [af Svend Auken (S) m.fl.], se nærmest foranstående sag.

Udvalget afgav beretning over de to beslutningsforslag. I beretningen fremsatte et flertal (S, SF og RV) en fælles udtalelse om principperne for en fremtidig reform vedrørende obligatorisk overskudsdeling, medejendomsret og medbestemmelse.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Svend Auken (S), Bo Kristensen (KF), Laurits Tørnæs (V), Ole Henriksen (SF), Jørgen Estrup (RV), Lone Dybkjær (RV), Niels Bollmann (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)