Luk

Luk
Luk

Luk

B 105 Forslag til folketingsbeslutning om gratis skolemælk.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen inden den 1. april 1987 at fremsætte lovforslag om gratis skolemælk efter følgende retningslinier:

1. For elever fra børnehaveklasse til og med 10. klasse yder staten en støtte svarende til forskellen mellem den faktiske mælkepris og den gældende EF-støtte til skolemælk. 2. Af administrative og kontrolmæssige hensyn udbetales den statslige støtte af EF-direktoratet sammen md EF-støtten til skolemælk.

3. Den statslige støtte indføres fra skoleåret 1987-88 og omfatter de samme produkter og mængder, som er berettiget til EF-støtte til skolemælk.

Af ernæringspolitiske grunde fastsættes dog en lavere statslig støtte til produkter med et stort sukkerindhold, f.eks. cacaomælk, således at der bliver tale om en vis elevbetaling for disse produkter.

Folketinget pålægger desuden landbrugsministeren under de kommende prisforhandlinger i EF at arbejde for:

1. En betydelig forhøjelse af EFs støtte til skolemælk.

2. At skummetmælk bliver berettiget til skolemælksstøtte.

3. At det hidtidige hovedprincip om at EF-støtten ydes til fedtindholdet i produkterne, ændres således, at støtten fremover fastsættes som et fast beløb pr. dagsportion uafhængig af de forskellige produkters fedtindhold.«

Om baggrunden for forslaget oplyste ordføreren for forslagsstillerne i sin fremsættelsestale bl.a. følgende:

»Forslagsstillerne finder, at det af sociale og ernæringsmæssige grunde vil være værdifuldt, hvis samfundet gav tilbud til alle børn og unge om gratis mælk.

... Dette forslag omhandler gratis skolemælk.

... Socialdemokratiet finder endvidere, at gratis mælk for børn og unge vil være et naturligt tilbud i en tid, hvor overskudsproduktion af mælk i EF er et stort problem.

I stedet for at oplagre mælkeprodukter og sælge dem med store tab ville det være mere fornuftigt, hvis EF-myndighederne og de nationale myndigheder sikrede, at forbrugerne og skatteyderne fik større glæde af EFs mælkeproduktion.

Socialdemokratiet ønsker med forslaget at ændre det forhold, at særlig fedtholdig mælk får et højere tilskud end anden mælk.«

Landbrugs- og fiskeriudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Henning Grove (KF), Bjørn Elmquist (V), Inger Harms (SF), Hans Larsen-Ledet (RV) og Addi Andersen (CD)