Luk

Luk
Luk

Luk

L 177 Forslag til lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt.

Af: Minister for offentlige arbejder Frode Nør Christensen (CD)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 380 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Loven går ud på at tilvejebringe en fast forbindelse for både vej- og jernbanetrafik mellem Halsskov på Sjælland og Knudshoved på Fyn. Anlægsarbejdet tilrettelægges således, at jernbaneforbindelsen påbegyndes først og færdiggøres før vejforbindelsen. Dette forhold indvirker på det samlede anlægs udformning, hvorfor der udføres separate forbindelser for jernbane og vej til passage af Østerrenden. Jernbaneforbindelsen vil blive ført under Østerrenden i en tunnel. Både en sænketunnel og en boret tunnel kan komme på tale. Vedrørende vejforbindelsens krydsning af Østerrenden kan både en højbro og en sænketunnel blive aktuel. Over Vesterrenden vil der blive opført en lavbro, dér skal anvendes til både jernbane- og vejtrafikken. Anlægget opdeles således, at jernbanetunnellen under Østerrenden og lavbroen over Vesterrenden bygges først. Lavbroen udføres dog i 1. etape kun for jernbanetrafik, men forberedes i et økonomisk forsvarligt omfang for også at bære motorvejsforbindelsen. Som 2. etape bygges vejforbindelsen over Østerrenden, og Vesterrendebroen færdiggøres. 2. etape påbegyndes senest 1 år før den forventede ibrugtagning af jernbaneforbindelsen, men i øvrigt skal byggetidspunktet for 2. etape fastlægges ud fra økonomiske og beskæftigelsesmæssige hensyn. Anlægget skal udformes således, at der sikres uændret vandgennemstrømning i Storebælt. Til at forestå projekteringen og som bygherre opføre den faste forbindelse er der dannet et aktieselskab, hvis aktiekapital ejes af staten.

Det forventes, at 1. etapes jernbaneforbindelse vil være færdiggjort med udgangen af 1992. Påbegyndelsen af 2. etape (vejforbindelsen, skal ske senest ét år før 1. etapes forventede ibrugtagning. Vejforbindelsen forventes færdiggjort i slutningen af 1995.

Lovforslaget, der ved 2. behandling blev behandlet sammen med L 78, forslag til lov om privatfinansieret fast Storebæltsforbindelse [af Dohrmann (FP) m.fl.], blev genstand for grundig debat i både udvalg og ved de 3 behandlinger i folketingssalen.

Et af et mindretal (S og RV) stillet ændringsforslag om en revurdering af projektet forinden 2. etapes ibrugtagning blev forkastet ved 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, KF, V, CD og KrF) mod 35 (SF, RV, FP, VS og Arne Bjerregaard (UP)).
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Kaj Ikast (KF), Svend Heiselberg (V), Tommy Dinesen (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Arne Melchior (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Helge Dohrmann (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)