Luk

Luk
Luk

Luk

L 199 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

(Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed).

Af: Minister for kulturelle anliggender H. P. Clausen ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 373 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i kulturudvalget.

Loven medfører, at der etableres en varig ordning for lokal fjernsynsvirksomhed - trådløs eller ved hjælp af kabelanlæg - der svarer til den ordning, der blev vedtaget for lokal radiovirksomhed i sidste folketingsår, se Folketingsårbog 1985-86, side 147.

Endvidere medfører loven, at der pålægges ejere af fællesantenneanlæg med mere end 8 kanaler at stille en kanal til rådighed for lokale fjernsynsprogrammer, hvis der er lokal-tv i området.

Endelig medfører loven, at der skabes grundlag for, at lokalradioer kan inddrages i formidlingen af meddelelser til befolkningen i tilfælde af katastrofer og krise- og krigssituationer.

Forsøg med lokal fjernsynsvirksomhed var senest reguleret i sidste folketingsår, hvor forsøgsperioden blev forlænget til 30. september 1987, se Folketingsårbog 1985-86, side 150.

Nærværende lov om en permanent ordning fik sin endelige udformning efter vedtagelse af flere ændringsforslag stillet af henholdsvis ministeren for kulturelle anliggender, et flertal bestående af S, SF og RV samt et flertal bestående af S, KF, V, SF og KRF. Herved udgik bl.a. den oprindelig foreslåede bestemmelse om, at dagblades bestemmende indflydelse ikke skulle være til hinder for udstedelse af sendetilladelse, samt den tidligere vedtagne bestemmelse om, at sendetilladelse mod vederlag ikke måtte stilles til rådighed for politiske partier og religiøse bevægelser.

Ændringsforslag stillet af regeringspartierne om reklamefinansiering og af S og SF om statstilskud til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed blev ikke vedtaget. For så vidt angår sidstnævnte ændringsforslag henvises i øvrigt til det af S og SF fremsatte forslag til folketingsbeslutning herom, se under 13 B nr. B 18.

I tillægsbetænkningen blev der af S og SF stillet forslag om yderligere klageadgang til det centrale nævn, men dette ændringsforslag blev ikke vedtaget.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 147 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, FP, KRF, VS og Arne Bjerregaard (UP)).
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Flemming Jensen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)