Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ifølge lovforslaget ville alle patienter, eller disses efterladte, samt forsøgspersoner og donorer have krav på erstatning for skader, som med overvejende sandsynlighed skyldtes undersøgelse, behandling eller lignende på sygehus eller hos en privatpraktiserende medicinalperson. Udgangspunktet var, at der skulle ydes erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at undersøgelsen, behandlingen m.v. var blevet udført på en anden måde end den, der faktisk blev anvendt. I visse tilfælde kunne der endvidere ydes erstatning, selv om skaden ikke kunne være undgået. Erstatningerne skulle udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Herved skulle såvel varige som midlertidige tab dækkes.

Ordningen skulle gennemføres således, at driftsansvarlige for sygehuse, privat praksis for en eller flere autoriserede medicinalpersoner m.v. var erstatningspligtige for ovenstående skader. Endvidere var de erstatningsansvarlige, med undtagelse af staten og kommunerne, pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, der var godkendt af indenrigsministeren. De forsikringsgivende selskaber skulle i fællesskab danne en forening, som skulle træffe afgørelse i de enkelte erstatningssager.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var formålet med dette at oprette en offentligt styret patientforsikringsordning, hvorefter der skulle gives patienter erstatning for skader opstået under behandling m.v. i sundhedsvæsenet, navnlig sygehusvæsenet, i videre omfang end efter gældende erstatningsregler (f.eks. culpareglen) og på en for patienten lettere og hurtigere måde.

Af bemærkningerne fremgik det endvidere, at baggrunden for lovforslaget var, at dansk rets almindelige erstatningsregel - culpareglen, hvorefter skadelidte skulle kunne bevise, at der var begået en fejl eller udvist en forsømmelse - fandtes uhensigtsmæssig, når det drejede sig om patientskader. Det havde særlig for patientskader vist sig vanskeligt for patienten at føre bevis for lægelige fejl og årsagsforbindelse mellem fejl og skade. Det syntes endvidere urimeligt, at skadede patienter skulle igennem anstrengende retssager.

Ligeledes fremgik det af bemærkningerne til lovforslaget, at dette byggede på rapporten »Patient- og lægemiddelforsikring« (juni 1986) fra en i december 1984 af Indenrigsministeriet nedsat arbejdsgruppe.

Ved 1. behandling var der enighed om behovet for en patientforsikringsordning og om hovedtrækkene i lovforslaget, men flere af ordførerne så gerne dette ændret på forskellige punkter.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.