Luk

Luk
Luk

Luk

L 27 Forslag til lov for Grønland om boligforsyning, boligstøtte, leje af boliger m.v.

Af: Minister for Grønland Tom Høyem ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 944 af 23-12-1986
Beh sammen med L 26 og L 28.

Efter 1. behandling henvist til det særlige udvalg angående Grønlandslove.

Efter 2. behandling henvist til fornyet beh i det særlige udvalg angående Grønlandslove.

Ved loven overtager efter Grønlands hjemmestyres ønske og med virkning fra den 1. januar 1987 hjemmestyret ansvaret for Grønlands boligforsyning, herunder ansvaret for støtten til boligbyggeri, og ansvaret for en lejelovgivning i Grønland.

Om forudsætningerne for lovens gennemførelse oplyste ministeren for Grønland i sin fremsættelsestale bl.a.:

»Ifølge bestemmelsen i § 5 i den grønlandske hjemmestyrelov kan rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af et sagsområde eller en del af et sagsområde, der er nævnt i bilaget til loven. Tilskud til således overtagne sagsområder fastsættes ved lov.

Hjemmestyrelovens § 7 giver mulighed for, at også andre sagsområder end dem, der er nævnt i bilaget, kan overtages af hjemmestyret efter reglerne i lovens § 5. Overførslen kan kun ske efter aftale mellem regeringen og hjemmestyret og skal ske ved lov. Afgørelsen af, hvorvidt et sagsområde kan overgå til hjemmestyret, træffes ud fra hensynet til rigsenheden og til, at hjemmestyret får en udstrakt indflydelse på områder, der særligt berører grønlandske forhold.«

Ministeren oplyste desuden, at overførslen af ansvaret for Grønlands boligforsyning m.v. skete efter ønske fra hjemmestyret, og at Grønlands Landsting tidligere havde tiltrådt lovforslaget.

Lovforslaget vedtaget med 129 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF og FP) mod 22 (SF og VS), mens I (Steenholdt (Grønl.)) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Alice Holst Brask (KF), Povl Brøndsted (V), Pelle Voigt (SF), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD), Helge Dohrmann (FP) og Keld Albrechtsen (VS)