Luk

Luk
Luk

Luk

B 23 Forslag til folketingsbeslutning om opfølgning af Danidas handlingsplan.

Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Udenrigsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning indeholdt en opfordring til regeringen til ved opfølgning af Danidas handlingsplan at lægge vægt på en række i forslaget opregnede punkter, herunder bl.a. ud fra et grundlæggende princip om fattigdomsorientering i højere grad at tage hensyn til bedring af ulandskvindernes vilkår, genopretning af miljøet, samhandelen og økonomisk samarbejde ulandene imellem og forbedring af menneskerettighedssituationen i modtagerlandene i forbindelse med forberedelse, gennemførelse og evaluering af bistanden.

Beslutningsforslaget blev førstebehandlet umiddelbart efter forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse af 17. november 1988 for Danidas handlingsplan (se redegørelse nr. R 5), og ved 1. behandling af forslaget blev der stort set henvist til indlæggene under forhandlingen.

Udenrigsministeren fandt i sin redegørelse, at det var mest hensigtsmæssigt, at de videre drøftelser om det konkrete valg af fremtidige samarbejdslande i relation til den danske ulandsbistand blev overladt til Folketingets Udenrigsudvalg, og der var under forhandlingen om redegørelsen bred tilslutning hertil.

Udenrigsudvalget afgav den 23. maj 1989 beretning om valg af fremtidige samarbejdslande i relation til den danske ulandsbistand (se beretning nr. 4).

Udvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Viggo Fischer (KF), Bjørn Elmquist (V), Birgitte Husmark (SF), Mogens Houmann Elvensø (FP), Jette Pors (CD), Jørgen Estrup (RV) og Knud Glønborg (KrF)