Luk

Luk
Luk

Luk

L 91 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri, lov om boliger for ældre og personer med handicap, lov om byfornyelse og boligforbedring og lov om indeksregulerede realkreditlån.

(Kvoter for 1990, ændret finansiering af det støttede boligbyggeri og af byfornyelsesarbejder m.v.).

Af: Boligminister Agnete Laustsen (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

Loven fastsætter bevillingskvoterne for det offentligt støttede byggeri for 1990 fordelt på 7.000 almennyttige boliger, 2.500 ungdomsboliger og 4.000 private andelsboliger. Dette er en reduktion på 2.000 boligenheder i forhold til kvoten for 1989.

Loven ændrer desuden finansieringsreglerne for det støttede byggeri og for byggeri, hvortil der ydes tilsagn om støtte efter den 1. januar 1990. Den statslige del af grundkapitalen for det almennyttige byggeri og ungdomsboligerne fjernes, og der sker en forhøjelse af lånegrænsen for IS-lån. Herudover sker der en omlægning af indekslånene, idet grundløbetiden forlænges til 35 1/2 år. Endelig skaber loven hjemmel for boligministeren til at kunne påbyde omprioritering af den del af det støttede boligbyggeri, hvortil der ydes rentesikring.

Det fremsatte lovforslag indebar, at de nye finansieringsregler skulle gælde for alle lån, der skulle ydes efter den 1. januar 1990, uanset om der var meddelt tilsagn om støtte før denne dato. Efter overvejelser i Justitsministeriet stillede boligministeren ændringsforslag til 3. behandling, hvorefter reglerne kun skulle gælde for byggeri, hvortil der gives tilsagn efter den 1. januar 1990.

Lovforslaget vedtaget med 83 stemmer (KF, V, FP, RV, KRF, Breckmann (Fær.) og Steenholdt (Grønl.)) mod 78 (S, SF og CD).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Christian Mejdahl (V), Holger K. Nielsen (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Jørgen Estrup (RV), Sonja Albrink (CD) og Henning Lysholm (KrF)