Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Ifølge lovforslaget skulle der udpeges en opmand, der senest den 30. juni 1991 skulle træffe afgørelse om de spørgsmål, Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) ikke den 1. juni 1991 havde kunnet opnå enighed om ved forhandlingerne om en ny overenskomst. Hvis ikke parterne kunne enes om en opmand, skulle denne udpeges af Højesterets præsident. Opmanden kunne endvidere beslutte, at landsoverenskomsten af 30. marts 1976 med senere ændringer mellem SFU og PLO kunne forlænges for en begrænset periode.

Lovforslaget blev fremsat på baggrund af vedtagelsen den 28. december 1990 af beslutningsforslag nr. B 5, hvor et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre pålagde regeringen at godkende aftalen af 21. december 1990 mellem SFU og PLO om forlængelse af landsoverenskomsten om almen lægegerning af 30. marts 1976 med senere ændringer frem til den 1. juli 1991. Regeringen blev samtidig pålagt senest den 1. februar 1991 at fremsætte dette lovforslag.

I Sundhedsudvalgets betænkning af 23. maj 1991 gav et flertal bestående af alle partier med undtagelse af Fremskridtspartiet udtryk for, at flertallet lagde vægt på, at udviklingen i lægernes personlige indkomster blev holdt inden for en ramme, der havde udgangspunkt i overenskomstresultatet på det offentlige arbejdsmarked, og opfordrede parterne til at nå et forhandlingsresultat på dette grundlag.

Da der den 30. maj opnåedes enighed mellem SFU og PLO om en ny overenskomst, blev lovforslaget ikke fremmet til 2. behandling.