Luk

Luk
Luk

Luk

L 4 C Forslag til lov om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

(Ophævelse af pensionsordninger i utide).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Efter loven omfatter reglerne om betaling af indkomstskat eller tillægsafgift ved ophævelse i utide, overdragelse eller pantsætning nu alle kategorier af ordninger med løbende udbetalinger bortset fra indeksordninger. Loven indebærer bl.a., at der ved udbetaling af udtrædelsesgodtgørelse fra pensionskasser både skal betales afgift og indkomstskat eller tillægsafgift.

Der skal dog fortsat kun betales afgift af engangsudbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, når baggrunden for engangsudbetalingen er en konvertering af små årlige pensionsydelser, der for 1991 ikke overstiger 6.100 kr. Denne regel gælder kun for ordninger, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og kun når engangsudbetalingen finder sted efter det fyldte 60. år eller ved invaliditet. Tilbagekøb af forsikringsordninger, der er oprettet i et ansættelsesforhold medtages efter loven under reglen om afgift af engangsudbetalinger, der skyldes konvertering af små løbende pensionsydelser.

Endvidere lovfæstes den hidtidige praksis, hvorefter der alene skal betales 40 pct.s afgift ved udbetaling af supplerende engangsydelser fra pensionskasser i forbindelse med pensionering.

Reglen skal omfatte såvel nuværende som fremtidige pensionskassemedlemmer. Den del af det årlige bidrag pr. medlem, som anvendes til finansiering af supplerende engangsydelser, medregnes under 25.000 kr.s-grænsen for kapitalpensionsbidrag.

Efter de hidtil gældende regler skulle der ved ophævelse i utide, overdragelse eller pantsætning af en forsikringsordning med løbende udbetalinger, af en rateordning eller af en kapitalpensionsordning betales afgift samt indkomstskat eller tillægsafgift.

Ved ophævelse i utide, overdragelse eller pantsætning af andre pensionsordninger med løbende udbetalinger end de pensionsordninger, der er baseret i et forsikringsselskab, skulle der alene betales afgift.

Lovforslaget var i hovedtræk en genfremsættelse af dele af L 3 fra 1. samling, jf. punkt G) under L 3 i afsnit 12. B. i 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 118 stemmer (S, KF, V, SF, CD,RV og KRF) mod 7 (FP).