Luk

Luk
Luk

Luk

B 74 Forslag til folketingsbeslutning om lokale tværfaglige sundhedscentre.

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at udarbejde et lovforslag, der indeholder bestemmelser om, at der i kommunerne på forsøgsbasis kan etableres tværfaglige primære sundhedscentre efter følgende retningslinjer:

1. Et lokalt sundhedscenter skal dække tilmeldte brugeres behov for:

- sundhedsfremmende foranstaltninger

- forebyggelse af sygdom og

- rådgivning og behandling i forbindelse med sygdom.

2. Et lokalt sundhedscenter skal drives af kommunen, der ansætter eller indgår driftsoverenskomst med det nødvendige tværfaglige personale. Den tværfaglige sammensætning sker efter en konkret vurdering, eventuelt efter en sundhedsprofil. Følgende personalekategorier foreslås repræsenteret: Læge, tandlæge, syge/hjemmesygeplejerske, sundhedsplejerske, socialrådgiver, jordemoder, psykolog, ergoterapeut, fysioterapeut, forebyggelseskonsulent, sundhedsmedhjælper, sundhedsassistent og sekretær. Nogle kan være fastansatte, og andre kan være tilknyttet et eller flere centre, hvilket også kan omfatte speciallæger.

3. Et lokalt sundhedscenter skal varetage det sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende og behandlende arbejde i et bestemt geografisk område over for de brugere, der er tilknyttet centret. Centret skal klare vagtfunktioner og lettere skadestuearbejde døgnet rundt, forestå de forskellige hjemmeplejeordninger, forestå den nødvendige behandling og rehabilitering samt dække behovet for kommunale konsulentfunktioner over for skoler, børneinstitutioner m.v.

4. Kommuner, der opretter et sundhedscenter, skal fra amtskommunen have refunderet de udgifter, som er forbundet med de dele af sundhedscentrets ydelser, som i henhold til lovgivningen udføres af amtskommunerne.

5. Ved oprettelse af et lokalt sundhedscenter nedsætter kommunen et sundhedsråd, som har direkte indflydelse på indholdet i og formen for sundhedscentrets ydelser. I sundhedsrådet er brugere, politikere og fagfolk repræsenteret..«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at formålet med forslaget var at sikre en sammenhæng mellem sundhedsfremme, forebyggelse og behandling i lokalområdet.

Hovedprincipperne for de lokale sundhedscentre skulle være:

- at styrke den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats, særlig over for de svage grupper,

- at udbygge det tværfaglige samarbejde om sundhed i forhold til den enkelte bruger, familien og lokalsamfundet samt i forhold til den lokale planlægning af institutioner, boligområder, det ydre miljø og arbejdspladser,

- at udbygge mulighederne for anvendelse af teknologi og speciallægeekspertise og anden ekspertise bedst muligt og

- at udbygge samarbejdet med brugerne.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Jørgen Winther (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Lis H. Noer (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)