Luk

Luk
Luk

Luk

L 142 Forslag til lov om ændring af lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. og af lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v.

Af: Landbrugsminister Laurits Tørnæs (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Titel ændret 24/4 92 fra: Forslag til lov om ændring af lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v.

Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Formålet med loven er at åbne mulighed for, at der kan ydes støtte til investeringer i miljøforbedrende foranstaltninger, der afsluttes i årene 1993 og 1994, samt at revidere kravene til den støtteberettigede opbevaringskapacitet. I konsekvens af disse ændringer og med henblik på at forenkle ordningen afløses de gældende støttesatser af fælles støttesatser. Disse fastsættes af landbrugsministeren inden for de grænser, der er fastlagt i Rådets forordning om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (2328/91/EØF).

I forhold til den hidtil gældende lov ændres tilskudssatserne, således at der normalt gives 35 pct. i tilskud uafhængigt af antal dyreenheder og opbevaringskapacitet. Dog kan der for fælles biogasanlæg ydes mere end 35 pct. Loven åbner mulighed for, at der til samme ejendom kan ydes støtte mere end én gang, idet der dog sættes et loft for det samlede tilskud på 150.000 kr.

Ifølge den skriftlige fremsættelse af lovforslaget var forslaget en konsekvens af regeringens handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget. Som følge af skærpede krav til udbringning af husdyrgødning var der behov for yderligere at investere i opbevaringsanlæg inden udgangen af 1994.

Reglerne om tilskud til miljøforbedrende investeringer tilpasses de regler om udbringning og udnyttelse af husdyrgødningen, der vil blive fastsat i overensstemmelse med beretning nr. 5 om en bæredygtig landbrugsudvikling (miljøinitiativer). Beretningen blev afgivet af Udvalget vedrørende en Bæredygtig Landbrugsudvikling den 17. december 1991. Der ydes tilskud til nødvendige investeringer i opbevaringsanlæg med en kapacitet, der mindst er tilstrækkelig til at kunne opfylde ovennævnte krav.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Peter Hansen-Nord (V), Jens Peter Rønholt (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Addi Andersen (CD), Marianne Jelved (RV) og Henning Lysholm (KrF)